I det fynske folks tjeneste

Voldsomt røveri mod købmand

Fire personer begik søndag aften røveri mod en købmandsbutik i Odense. De to af mændene var maskerede og satte en kniv for struben på en 15-årig dreng. Røverne forsvandt med 6-8.000 kr. og 30 kartoner cigaretter.

-

Røvererne kom ind hos Nærkøbmanden på Sønder Boulevard klokken 20.10. Butikken var lukket, men døren var ikke blevet låst endnu. De to mænd, der trængte ind i butikken, var iført sorte masker med huller til øjnene.

Den ene af røverne satte en kniv for struben på den 15-årige dreng i butikken, mens den anden mand åbnede kasseapparatet og tog 6-8.000 kroner i kontanter og 30 kartoner med cigaretter.

Mens røveriet fandt sted holdt en tredje mand vagt uden for butikken, og en fjerde person ventede i en bil. De fire røvere forsvandt ud af Sønder Boulevard i en ældre hvid personbil.

Den 15-årige dreng har forklaret, at røverne var yngre mænd. Manden, der holdt vagt, var ikke maskeret, og han bliver beskrevet som en dansker, mellem 18-20 år, 175 cm høj, muskuløs og med lyst hår med brune striber.