I det fynske folks tjeneste

Volley-stjerne skifter til Odense-klub

Danmarks bedste volleyballspiller, Jens Larsen, vender nu hjem fra den østrigske liga. Han har overraskende valgt at skrive kontrakt med en klub i Danmarks næstbedste række. Hør hele interviewet med Jens Larsen

Jens Larsen skal spille for Marienlyst

Danmarks bedste volleyballspiller, Jens Larsen, forlader nu den østrigske ligaklub Hagebau Tirol. Han har overraskende valgt at fortsætte karrieren i Odense-klubben Marienlyst, som spiller i 1. division, den næstbedste række.

"Marienlyst har givet mig en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til," fortæller Jens Larsen til TV2/FYN's hjemmeside.

"Jeg skal både være spillende træner, sportschef og arrangementschef i Marienlyst. Desuden får jeg et bijob som underviser i idræt på Hjalleseskolen," beretter han i telefonen fra Østrig.

Jens Larsen er oprindelig nordjyde. Han har fire gange været dansk mester med Holte og to gange tysk mester med Wuppertal, hvor han i seks år var professionel volleyballspiller. I forrige sæson blev han dansk mester med DHG, inden han rejste til Østrig for at spille som professionel i Hagebau.

31-årige Jens Larsen har spillet 167 landskampe og har to gange været kåret som Danmarks bedste spiller og én gang som bedste spiller i den tyske bundesliga.

Nu skal han forsøge at få Boldklubben Marienlyst frem i rampelyset.

"Målsætningen er helt klart, at Marienlyst skal rykke op i Elitedivisionen. Jeg håber også at kunne trække et par gode spillere med til klubben," siger han.
"Med fine faciliteter og to haller i det nordlige Odense mener vi at have grundlaget for at rykke højere op," tilføjer Boldklubben Marienlysts hovedformand, Jens Gantriis.

Jens Larsen skal både være sportschef for volleyball- og fodboldafdelingen. Marienlysts førstehold i fodbold spiller i øjeblikket i Fynsserien.

Ved du noget? Så send os et tip