I det fynske folks tjeneste

Volleyball vil vinde dig

Det går trægt med billetsalget til Danmarks kampe ved EM i volleyball, som spilles i Odense til september. Derfor serves et nyt initiativ med onsdags-volley for alle nu i gang.

- Onsdagsvolley skal sammen med en række andre initiativer henover sommeren være med til at få såvel det lokale volleymiljø som den menige odenseaners øjne op for den store sportsoplevelse, der venter til september, siger chef for Event i Udvikling Fyn, Erik Juhl Mogensen.

Det er Volley Team Odense der i samarbejde med Dansk Volleyball Forbund og Udvikling Fyn står bag "Onsdagsvolley i Ansgar Anlæg". Der varmes op til EM alle onsdage kl. 18.30 henover sommeren, hvor alle lige fra børn til bedstemødre kan komme forbi og spille med ganske gratis. Første gang er onsdag d. 19. juni.

Der har indtil videre ikke været rift om billetterne til Danmarks kampe ved EM, og det er nu fynboernes interesse skal vækkes.

- I Danmark har vi desværre tradition for at vente til sidste øjeblik og med vores hang til håndbold og fodbold, ligger der også en udfordring i at fortælle danskerne, hvor stor en event, det her rent faktisk er, siger Chef for Event Erik Juhl Mogensen fra Udvikling Fyn.

Større international interesse

Danmarks spiller åbningskamp i Arena Fyn mod OL-bronzevinderne fra Italien d. 20. september. Og den internationale interesse for EM er på nuværende tidspunkt større end den danske.

- Det går forrygende med billetsalget til EM i volleyball. Volleyball er stort ude i verden, og udlændingene sikrer sig en billet i god tid. Belgierne, som først lige i sidste weekend kvalificerede sig til slutrunden har f.eks. allerede udvist stor interesse for vores billetpakker, siger Mads Bang Aaen, der er projektchef for EM i volleyball.

I forbindelse med det første havevolley-arrangement onsdag aften præsenteres EM's maskot H.C. også.

Fakta om EM

· Værtskabet for EM i volleyball 2013 deles med Polen. Begge lande har to indledende puljer med fire hold i hver. Semifinaler, bronzekamp og finale spilles i Danmark.

· EM afvikles fra den 20. september til den 29. september 2013.

· Der spilles i Odense (Arena Fyn), Herning (Boxen), Aarhus (NRGI Arena) og København (Parken)

· Danmark spiller i Gruppe A i Stadium Arena Fyn i Odense.

· Danmark møder Italien, Belgien og Hviderusland.

· Gruppe C spilles i Boxen i Herning. Her spiller Finland, Serbien, Holland og Slovenien.

· Sport Event Denmark er partner på EM i Volleyball 2013 i Danmark sammen med værtsbyerne; Odense, Herning, Aarhus og København.

· VELUX er titelsponsor for EM.

· Serbien er forsvarende europamester.

· Brasilien er regerende verdensmester.

· Rusland er regerende olympisk mester.

· Danmark har deltaget i tre EM slutrunder. I 1958, hvor det blev til en 20. plads, i 1963, hvor det blev til en 17. plads og i 1971, hvor det blev til en 20 plads.

· Kvalificerede lande: Danmark og Polen er prækvalificeret som værter. Rusland, Italien, Bulgarien, Serbien, Slovakiet, Hviderusland, Holland, Tjekkiet, Finland, Tyskland, Frankrig, Slovenien, Belgien og Tyrkiet.

· Der er ca. 17.200 danske volleyballspillere.

Ved du noget? Så send os et tip