I det fynske folks tjeneste

Vollsmose: Danskerne er problemet

Selvom 60 procent af beboerne i Vollsmose er af anden etnisk oprindelse end dansk, så er det de danske familier, der giver socialrådgiverne mest arbejde. Socialrådgiverne bruger totredjedel af deres tid og kræfter på at hjælpe danskerne. Indvandrerne har langt færre sociale problemer.

-

Selvom 60 procent af beboerne i Vollsmose er af anden etnisk oprindelse end dansk, så er det de danske familier, der giver socialrådgiverne mest arbejde. Socialrådgiverne bruger totredjedel af deres tid og kræfter på at hjælpe danskerne. Indvandrerne har langt færre sociale problemer.


Danske børn tvangsfjernes
Antallet af børn, der bliver tvangsfjernet i Vollsmose, er markant højere end i andre kvarterer i Odense. Men selvom flertallet af beboerne i Vollsmose er indvandrere, så er det sjældent deres børn, der bliver tvangsfjernet.


\"I langt de fleste tilfælde er det børn fra danske familier med store sociale problemer, der bliver tvangsfjernet, \" fortæller Vollsmosesekretariatets leder Lise Færch.


Tendensen er den samme for andre sociale problemer. Det er danskerne, der tager socialrådgivernes tid.


Arbejdsløshed er et stort problem, for de danske familier i Vollsmose er ofte arbejdsløse. Det er der også mange indvandrere, der er, men danskere har ofte sværere ved at tackle arbejdsløsheden og det resulterer i misbrug af alkohol eller narkotika.


Muslimer er ikke misbrugere
\"Muslimske famlier har ingen problemer med misbrug, da deres religion ikke tillader brug af alkohol eller stoffer, \"siger Lise Færch, der er leder af Vollsmosesekretariatet.


Når socialrådgiverne i Vollsmose tager på besøg hos familierne, oplever de ofte markante forskelle på danske og udenlandske familier.


\"Når jeg i dag træder ind hos en af de arabiske familier, bliver jeg mødt af et helt andet indtryk, end hvis man træder ind i et socialt belastet, dansk hjem. Hos danskerne kan der være kaos, beskidt, flasker og piller overalt. Så man tænker:\"Kan jeg overhovedet flytte noget her?\" I de arabiske familier bliver jeg for det meste mødt af et pænt hjem, hvor der bliver lavet kaffe, og hvor der er nogle spinkle signaler, som får mig til at tænke, at her er et håndtag, her er noget at bygge videre på, \"siger socialrådgiver Rikke Nielsen til bladet Socialrådgiveren.


Udadvendt reaktion
Men hverken socialrådgiverne eller Vollsmosesekretariatet benægter, at der også er voldsomme problemer med de etniske grupper. De er bare af en anden karakter.


\"Problemet for Vollsmose og indvandrerne er, at indvandrene ofte reagerer udadvendt, når der er problemer. De laver ballade og kriminalitet. Det fokuserer medierne på og dermed kommer bydelens problemer til at fremstå som et etnisk problem\", siger Lise Færch.