Vollsmose: Vil lukke butikker trods modstand

Beboerne i Bøgeparken i Vollsmose har stemt nej til et forslag, der skal forvandle Bøgetorvet. Alligevel arbejder boligforeningen videre med at lukke butikkerne på torvet.

Bøgetorvet i Vollsmose har gennem mange år været samlingssted for ballademagere og kriminelle. Det skal en ny plan være med til at ændre på.

Målet med ombygningen af Bøgetorvet er at forbedre trafiksikkerheden for fodgængere, cyklister og legende børn, skabe et trygt område på forsiden af etagebyggeriet, samt lave et opholds- og legeområde på bagsiden.

- Målet er at skabe øget tryghed på Bøgetorvet og i Bøgeparken for vores beboere, siger direktør Jens Pilholm fra boligselskabet Civica, som Bøgeparken hører under.

Som en del af projektet er det også planen at lukke butikkerne på Bøgetorvet. Beslutningen om at lukke butikkerne kan beboerne dog ikke stemme om. Det er op til Civicas centrale bestyrelse at bestemme.

Koster 15 millioner kroner

Omdannelsen vil koste godt 15 millioner kroner, og det vil ikke betyde huslejestigning for beboerne.

Men et flertal af beboerne sagde på et afdelingsmøde mandag aften nej til forslaget. 33 husstande stemte imod, og 19 husstande sagde ja. Der er i alt 480 husstande i afdelingen.

- Jeg synes, at det er meget fint, at det blev et nej. Vi beboere synes, at det er spild af penge. Det er 15,5 millioner kroner. Det er spild af penge, siger Samir El Soussi, der udover at være beboer i Bøgeparken også er indehaver af Falafel House på Bøgetorvet.

Men trods flertallets nej til planen så arbejder boligforeningen Civica alligevel videre med planer om at lukke butikkerne på torvet.

- Vi vurderer nu på, om vi har grundlag for at opsige butikslejemålene som det første, og så tage det i den omvendte rækkefølge, siger direktør Jens Pilholm fra boligselskabet Civica.

- Vi bliver straffet for noget andre har gjort

Men butiksejerne forstår ikke, at deres butikker skal lukkes.

- De skal ikke straffe butiksejerne for de andres problemer. Vi har ikke skabt problemerne i Vollsmose, siger Samir El Soussi.

Said Hassan, der også bor i Bøgeparken og er indehaver af Bøgetorvets Nærbutik, mener heller ikke, at det vil hjælpe på problemerne, hvis Bøgetorvet bliver bygget om.

- Det hjælper ikke noget, hvad enten der er butikker eller ikke er butikker på Bøgetovet, siger Said Hassan.

Den eneste løsning

Boligforeningen Civica, som Bøgeparken hører under, forstår godt butiksejernes modstand, men mener ikke, at der er andre løsninger.

- Det er ikke butiksejerne, der skaber utryghed, men vi må bare sige, at Bøgetorvet er blevet det her forsamlingssted for de forkerte og for den her utryghedsskabende adfærd. Og hvis vi for alvor skal gøre op med det, så er vi nødt til at få omdannet Bøgetorvet, siger direktør Jens Pilholm fra boligselskabet Civica.

Civicas bestyrelse skal på et møde den 19. december taget stilling til planen om at lukke butikkerne på Bøgetorvet.

Hvis butikkerne skal lukkes

Læs mere om projektet her.

- Vi vurderer på nu, om vi har grundlag for at opsige butikslejemålene som det første, og så tage det i den omvendte rækkefølge, siger direktør Jens Pilholm fra boligselskabet Civica.
- Målet er at skabe øget tryghed på Bøgetorvet og i Bøgeparken for vores beboere, siger direktør Jens Pilholm fra boligselskabet Civica, som Bøgeparken hører under.

Oversigt

    Oversigt