Vraget OB-anfører: - Jeg er blevet kastet ud foran bussen

Kenneth Emil Petersen føler sig gjort til syndebuk efter OB's dårlige start på sæsonen i Superligaen.

Fodboldspilleren Kenneth Emil Petersen er utilfreds med, at han end ikke var med i OB's trup til holdets seneste kamp i Superligaen, 2-0-sejren ude over Vejle.

Søndagens sejr var OB's første i denne sæson i ligaen. 

OB's anfører var i kampen forinden hjemme mod FC Midtjylland blevet sat på bænken af træner Jakob Michelsen. Den tidligere Sønderjyske-træner overtog OB-holdet før denne sæson efter fyringen af Kent Nielsen.

- Jeg havde egentlig fuld forståelse for Jakobs valg, da han satte mig af mod FC Midtjylland, for jeg må også kigge indad. Jeg har ikke leveret på det niveau, som jeg før har gjort, siger Kenneth Emil Petersen til TV3 Sports hjemmeside.

- Det er klart, at jeg så ugen efter får det sidste spark i ryggen og bliver kastet ud foran bussen og et eller andet sted bliver gjort til syndebuk.

- Jeg ved ikke, om det var måden, jeg selv ville have håndteret det på, hvis jeg to-tre måneder forinden havde gjort en mand til anfører og havde vist ham den tillid, siger forsvarsspilleren.

Kenneth Emil Petersen var en af Kent Nielsens betroede spillere, og de to arbejdede sammen i både AC Horsens, AaB og OB.

Samme tillid nyder Kenneth Emil Petersen tilsyneladende ikke hos Jakob Michelsen, der altså havde sendt den 33-årige spiller helt ud af truppen til kampen mod Vejle.

Officielt er Kenneth Emil Petersen stadig anfører i OB, "på papiret i hvert fald", som han selv formulerer det.

Med sejren kom OB væk fra sidstepladsen i Superligaen. Klubben er næstsidst med fem point efter syv kampe.

Kenneth Emil Petersen er med i truppen til OB's kamp onsdag mod svenske Halmstad i U21-turneringen Baltic Sea Cup.

Her må klubben stille med tre markspillere, der er født før 1997.

Oversigt

    Oversigt