I det fynske folks tjeneste

Vred kok jager røvere på flugt fra Fyrtøjet

To unge mænd forsøgte sig onsdag aften som røvere mod børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense. Men de blev jaget på flugt af en vred kok.

Børnekulturhuset fyrtøjet blev onsdag aften udsat for røveriforsøg.

Planlægning er vigtig, når man vil begå et røveri.

Det var den lektie, som to unge mænd lærte, da de onsdag aften forsøgte sig som røvere mod Fyrtøjet, der er et kulturhus for børn i Hans Jensens Stræde i Odense.

- De kom kørende op til bagindgangen på en scooter. Mens den ene ventede på scooteren, løb den anden ind i køkkenet med en pistol, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Per Sterobo.

Manden med pistolen gjorde opmærksom på, at der var tale om et røveri.

- Giv mig pengene, sagde han.

- Det mener du ikke, replicerede kokken og gik frem mod ham med sin kniv i hånden.

Den uventede udvikling fik røveren til at løbe ud af huset igen og springe op bag på scooteren, som forsvandt i høj hastighed.

Røveren, der kom ind i køkkenet, beskrives som cirka 20 år, 180-190 cm høj og arabisk af udseende. Han havde mørkt hår, der var klippet helt kort i siderne og længere på toppen. Under røveriforsøget var han iført en hvid hættetrøje med gul skrift.