I det fynske folks tjeneste

Vred mand kastede fransk hotdog efter p-vagt

En ung mand kastede i sin arrigskab en fransk hotdog efter en p-vagt efter at have modtaget en bøde.

Ung mand kastede en fransk hotdog efter p-vagt. Foto: Kristoffer Juel Poulsen / Ritzau Scanpix

En ung mand fik sig en overraskelse tidligt søndag aften i Svendborg, da en parkeringsvagt var i gang med at udskrive en parkeringsbøde. Bøden fik manden til at kaste sin franske hotdog i ryggen på p-vagten.

Læs også 16-årig giver DSB-ansat slag i hovedet

Den unge mand havde parkeret sin bil og trailer henover to handicapparkeringspladser uden tilladelse. En p-vagt var i gang med at udskrive en bøde til ejeren af bilen og traileren, mens ejeren kom løbende med ordene:

- Kommer nu, kommer nu. Det kan du ikke mene?

Men det mente p-vagten altså, og det vakte vrede hos den unge mand:

- Fuck dig din idiot.

Hotdog i ryggen

Manden kørte derfra i vrede og med høj fart. Efterfølgende kom han kørende tilbage og kastede en fransk hotdog efter p-vagten, som ramte vagten i ryggen.

P-vagten anmeldte episoden til Fyns Politi, som efterfølgende ankom til gerningsstedet.

Læs også Gourmet fastfood: Smagen af Fyn i nyudviklet hotdog

- Vi har ikke fået fat i den pågældende person endnu. Vi er ved at finde ud af, hvem der kørte bilen, og så skal vi have fat på personen, fortæller politiassistent i Fyns Politi Poul Hollensted til TV 2/Fyn.

Politiet oplyser, at de har nummerpladen på gerningsmanden. Bliver den unge mand fundet, vil han blive sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.