Vrede forældre

Forældre til børn med særlige behov i Odense er frustrede over udsigten til at deres specialbørnehave risikerer at lukke.

Det er de såkaldte knast-børnehaver, der er i farezonen. De tager sig af børn, der ikke kan trives i almindelige børnehaver. Ifølge Børn- og Ungeudvalgets sparekatalog skal en af de fire knast-børnehaver i Odense Kommune lukke.

- Vi er bekymrede for vores børns udvikling, det vil være forfærdeligt for dem, siger Rikke Balsløv, der er mor til et barn i børnehaven Louisegården.

Børnene på knast-stuerne har særlige behov, og er ofte bagud i deres udvikling. De har forskellige problemer, der følger af en medfødt hjerneskade eller defekt udvikling af hjernen, derfor kan de ikke udvikle sig på samme måde som andre børn i en almindelig børnehave.

Og det kan få konsekvenser, at flytte børnene over i en almindelig børnehave ifølge Niels Illum, der er overlæge i børneneurologi på Odense Universitetshospital.

- Der er helt sikkert en risiko for, at børnenes udvikling påvirkes, hvis ikke de får de rammer, de har brug for, siger Niels Illum.

Han påpeger dog, at flere ressourcer til de almindelige børnehaver måske ville kunne sikre dem de rigtige rammer.

- Det er ikke besluttet endnu, vi lytter selvfølgelig til forældrenes bekymring, og den er del af den offentlige høring, som skal føre til en beslutning, siger Børn- og Ungerådmand, Stina Willumsen.

Oversigt

    Oversigt