I det fynske folks tjeneste

Vrede over nej til julehjælp

- Hvis vi ikke kan få tilskud fra Odense Kommune, så må vi til at sortere i ansøgningerne og sige nej til de personer, der bliver henvist fra kommunen. Så kan de ikke få julehjælp. Sådan siger korsleder Erik Petersen fra Frelsens Hær i Odense.

-

- Hvis vi ikke kan få tilskud fra Odense Kommune, så må vi til at sortere i ansøgningerne og sige nej til de personer, der bliver henvist fra kommunen. Så kan de ikke få julehjælp.


Massevis af juleposer - men de bliver nok færre i fremtiden

Sådan siger korsleder Erik Petersen fra Frelsens Hær i Odense, der er vred over at Odense Kommune lægger op til at sige nej til at give tilskud til Frelsens Hærs årlige julehjælp.

Frelsens Hær har søgt om tilskud til julehjælpen, der hvert år uddeles til omkring 500 familier. Sidste år fik man 50.000 kroner i tilskud - men sammen med det fik man besked om, at det var slut med tilskud fremover. I dagsordenen for Kultur- og Socialudvalgets møde tirsdag foreslår forvaltningen da også, at Frelsens Hærs ansøgning afslås.

- Odense Kommune tager ikke ansvar for sine borgere. Områdekontorerne i Odense henviser jo klienter til at kontakte os for julehjælp. Og samtidig vil man ikke støtte os. Hvis vi ikke får tilskuddet, så må vi jo skære et sted. Og det må desværre blive hos de klienter, siger Erik Petersen.

Rådmand for Kultur- og Socialforvaltningen Jørgen Lund fra Venstre vil ikke sige, hvad han vil stemme for på mødet tirsdag, men forklarer, at udvalget tog en principbeslutning i 2003.

- Vi besluttede, at vi ikke længere ville støtte en forening, der så støttede nogle andre. Pengene skal gå til frivilligt socialt arbejde, siger Jørgen Lund.

Sidste år brugte Frelsens Hær godt 250.000 kroner på julehjælp, juletræsfester og en juleaften for de fattige i samfundet. Men flere sponsorer har trukket sig siden sidste år - og om der kommer tilsvarende flere til er usikkert.