VU Odense vil af med Alex Ahrendtsen og DF

Venstres Ungdom i Odense er forargede over, at Alex Ahrendtsen og DF kollegaen Nicolai Sennels planlægger at synge Sennels' protestsange i Vollsmose.

VU Odense er rystet over folketingskandidaterne Alex Ahrendtsen og Nicolai Sennels fra Dansk folkeparti.

Fredag mellem klokken 16 og 18 vil de to DF'ere tale om Ahrendtsens omdiskuterede valgvideo En dag i Volsmoseghettoen og synge Nicolai Sennels' protestsange, der handler om islamisme.

Det får nu VU Odense til at reagere mod Alex Ahrendtsen.

- Nu skal han stå der og synge rascistiske sange. Det stemmer overhovedet ikke overens med vores menneskesyn. Værdipolitisk ligger vi uendelig langt fra hinanden, siger formanden for VU Odense René Sejer Nielsen.

Opfordrer til at stemme på de radikale

Det er linjer som disse fra Nicolai Sennels sang Lille Latifah, der får VU til at reagere

...Lille Latifah, bare femten år
Ønsker sig en sød mand, en mand der ikke slår
Hun drømmer sig væk, i de lange nætter
Men far har bestemt, hun skal giftes med sin fætter...

- Vi vil opfordre folk i Vollsmose til om nødvendigt at stemme på de radikale, hvis de ikke vil stemme på Venstre. Nu må denne rascisme ophøre, siger René Sejer Nielsen.

Foreløbig har VU i Odense ikke taget kontakt til partitoppen i Venstre, men holdningen er klar for fremtidens politiske samarbejde.

- Jeg ser hellere, at vi samarbejder med Det radikale Venstre eller henover midten, siger René Sejer Nielsen.

Oversigt

    Oversigt