I det fynske folks tjeneste

Viljestyrke på ét ben

Da Martin kørte galt på sin knallert, forsvandt både hans ene ben og håbet for fremtiden. Men han har lært, at man kan, hvad man vil. Nu drømmer han om at løbe marathon. På ét ben. Her er en fortælling om viljestyrke.

1997

- Jeg hadede de krykker, og jeg havde gået med dem i to år. 

17-årige Martin Jensen var irriteret på sine krykker, der fulgte ham overalt, fra han stod op om morgenen til han gik i seng om aftenen.
En dag tog Martin en drastisk beslutning, som de færreste mennesker når til at tage. 
Han valgte at hans ene ben skulle amputeres.

- Jeg sagde til dem: 'Det skal væk, det er en forhindring i mit liv!'

Fra den dag tog Martin selv styringen over sit liv.
 

2016: Multiman-dagen kl. 11.50

Gulvet er glat i svømmehallen, og alle går forsigtigt rundt for ikke at glide. Den nu 36-årige Martin Jensen balancerer på sit raske ben, mens han  svupper benstumpen ud af benprotesen og tager fra med hånden, mens han sætter sig på bassinkanten.

- Er det ok, at det ligger her?

Martin henvender sig til en af stævne-assistenterne, der står i nærheden, mens han lægger sit kunstige ben langs bassinet i Munkebo Idrætscenter. Svaret er, at det må det gerne.

Han er vant til at komme i svømmehallen, men i dag er alligevel særlig.

- Vi er jo flere om banerne, så jeg er spændt på, om vi skal slås om pladsen.

Martin skal deltage i sit livs første triathlon. Ganske vist i en multiman-udgave med forkortede distancer, men udfordrende for de fleste. Og særdeles udfordrende for Martin.

500 meter svømning, 15 km cykling og 5 km løb.

Så langt har Martin ikke løbet i tyve år. 
Faktisk har Martin overhovedet ikke løbet i de sidste tyve år. På nær i de seneste uger, hvor han har trænet få meter ad gangen.

 

00:39 Luk video

 

 Martin glider ned i bassinet. Selvom han har en legemsdel mindre at bevæge sig med i vandet, føler han sig helt tryg ved at svømme. Den helt store prøvelse kommer senere på løbeturen.

- Jeg glæder mig helt vildt og er spændt, siger han og gør klar til sit livs første triathlon.
 

September 1995
Knallertulykken ødelagde det hele

Det var en blanding af uopmærksomhed, ulovlig knallertkørsel og feststemning, der ødelagde Martins venstre ben.

- Vi kom kørende hernedefra, forklarer Martin, da jeg møder ham ved ulykkesstedet i Munkebo.
Han peger ned af Mosevangen, en af den slags lange lige gader, der indbyder til høj hastighed, hvis man er en ung fyr på knallert.

 

00:57

Vi kom kørende hernedefra.

Luk video

Men det er ikke så meget hastigheden, Martin husker. Det er mere stemningen.

- Den var høj, som stemningen nu er, når man er teenager. Vi havde været henne til noget fest et sted. Bagefter skulle vi hjem til mig eller hen på Torvet, og der var en af mine venner, der sad bag på min knallert.

Det var Martins helt egen knallert, men han havde egentlig ikke lov til at køre på den endnu, da han ikke var fyldt 16 år endnu. Det lå et par uger ude i fremtiden.

Martin med sin knallert

- Min mor vidste godt, jeg havde en knallert, men den var bare til at rode i og køre på marker med. Ligge og køre rundt i byen, det måtte jeg ikke.

Så da Martin pludselig fandt sig selv på asfalten med benet knækket om, var hans eneste tanke også, at han bare skulle hjem. Der skulle ikke tilkaldes nogen ambulance, for så ville han jo bare blive knaldet for at køre ulovligt på knallert.

Datoen står lysende klart i Martins erindring. 9/9-1995, klokken halv ni om aftenen. 
Siden dengang har Martin ikke brudt sig om tallet ni.
 

Multiman-dagen kl. 12.12
Var det ikke 22 baner?

Tilbage i svømmehallen i Munkebo 2016.
Den ligger faktisk lige ud til vejkrydset, hvor ulykken skete tyve år tidligere. Dagen igennem kommer Martin til at passere ulykkesstedet flere gange, når han skal forsøge at gennemføre cykel- og løberuterne.

Ialt skal 63 prøve kræfter med dagens discipliner.
Martin er blandt de første deltagere i vandet, og han lægger hurtigt afstand til de to andre svømmere på den samme bane. Gennem årene har han dyrket svømning, for der kan han klare sig uden sit manglende ben. Musklerne i resten af kroppen skal bare arbejde lidt mere.

Martin tæller sig igennem de tyve baner, han skal nå. Men netop som han er på vej op, får han meldingen fra kontrolløren:

- Sidste!

Enten har han eller kontrolløren talt forkert.

01:03

Op af vandet og hurtigt ud til omklædning.

Luk video

 Han tager den sidste omgang, kommer op af bassinet og ud i omklædningsrummet.

Der er ingen tid at spilde, for mellemtiden inden cykelturen tæller også med.

 

September 1995
Hvor er min kammerat?

Ambulancen kom naturligvis til ulykkesstedet, selvom Martin i sin chok-tilstand nægtede at få behandling og gav redderne kamp til stregen. Han nægtede at oplyse sit navn og sin adresse i håb om at kunne holde sin alder skjult. Hverken reddere, politi eller hans mor skulle have at vide, at 15-årige Martin havde kørt ulovligt på knallert.

Det lykkedes dog redderne at overbevise en af Martins kammerater om, at han skal fortælle hvem Martin er.

Martin kom i respirator på hospitalet, blev opereret i ni timer (igen tallet ni), og blev holdt bedøvet gennem flere dage. Da han endelig vågnede op i døsig tilstand, kom han pludselig i tanker om, at han ikke var alene på knallerten. Men med en respiratorslange i halsen, kunne han ikke spørge om han er ok.

- Det er faktisk noget af det første, jeg spørger om. Jeg skriver på en seddel, om min kammerat er der. 

 

Stadig bedøvet og ude af stand til at tale, forsøgte Martin at få klarhed over sin kammerats skæbne. Han skrev denne seddel til sygehuspersonalet.

Men Martin blev beroliget, for der var ikke andre tilskadekomne ved ulykken. Hans kammerat havde ganske vist siddet bag på knallerten kort før ulykkesstedet. Men knallerten havde drillet, der var vist noget med luftfilteret, og Martin havde stoppet op og bedt kammeraten hoppe over på en af de andres knallerter.

Og dermed kan Martin spekulere over, hvad der ville have sket, hvis han ikke havde stoppet op for at sætte vennen af.

- Jeg havde måske været henne ved krydset før, siger han grinende. Men det kan man jo altid sige, at hvis vi var kørt to minutter før, så var det ikke sket. Men det skal man ikke spekulere over nu. Sket er sket.

På det tidspunkt i 1995 var ulykken ganske vist overstået, men Martin havde ingen anelse om den smertefulde tid, der lå forude.

Multiman-dagen kl. 12.14

Martin har fået cykel-tøjet på og skynder sig ud i solskinnet, hvor cyklerne holder klar. Venner og familiemedlemmer står udenfor hallen og hepper på de forpustede deltagere.

Martin kæmper lidt med at få sko på og trækker sin cykel ud på vejen. Skal lige til at træde op, da det kunstige ben driller og giver et par bip-lyde fra sig.

- Årh, jeg skal have det lavet om til et cykel-ben.

Benet har mange elektroniske muligheder, men Martin har ikke helt tålmodighed til de sekunder, det tager at omstille benet til cykel-funktion.

Det lykkes, og Martin drøner ud på den 15 kilometer lange rute gennem væftsbyen Munkebo.

 

00:45

Cykel-benet driller

Luk video

 

1995-97
Sat ud af spillet

Martin havde glædet sig til sin nye læreplads, der ellers ventede lige om hjørnet. Han var ansat som arbejdsdreng i firmaet Semco, og samme sted havde han fået aftale om en læreplads som smed til nytår.
Den aftale røg selvfølgelig i vasken.

- Jeg havde ligesom planlagt min fremtid, men det skete jo desværre ikke.

I stedet lå Martin i sin sygeseng med et ben, der ikke virkede.

 

Martin i sygesengen.

Sengen blev placeret hjemme i moderens stue. Morfinpumpen var tilkoblet  for at lindre de store smerter, og det er netop smerterne, Martin husker tydeligt fra den tid.

- Genoptræningen var et mareridt. Jeg kunne ikke bøje knæet mere end 30 grader. Og det var ikke engang mig selv, der bøjede det, for det kunne jeg ikke. Det var fysioterapeuten, der pressede mit ben ned. Det var et mareridt.

Gennem to år håbede både Martin og lægerne, at der kunne komme liv i benets nervebaner igen. Men det skete ikke.

- Der kommer hele tiden sår på min fod, for den hænger bare og dingler hele tiden. 

Til sidst tog Martin selv den hårde beslutning. Han skulle ud til en mindre operation, der skulle gøre hans fodled mere stift, men meldte i stedet klart ud til lægerne.

- Det her er bare noget bøvl. Det her ben kommer aldrig til at virke. Det skal væk, det er en forhindring i mit liv.

Så kort før Martins 18 års fødselsdag, blev højre ben amputeret lige under knæet. Efter operationen vågnede Martin op med et ben mindre, men med mere mod på livet.

 

Martin opereret. 1997.

- Det var mærkeligt at vågne op med ét ben. Men jeg var ved godt mod, og jeg tænkte, at det her skal jeg nok komme videre med. Jeg havde jo set, at andre kunne gå med protese, så det skulle jeg også kunne.

 

Multiman-dagen kl. 12.35

Vejret er perfekt til en mini-triathlon. Solen skinner,  uden at det er varmt. Martin kører hurtigt og sikkert gennem Munkebo.
To gange passerer han ulykkesstedet, hvor hans ben blev ødelagt tyve år tidligere. Men det betyder ikke noget for ham.

-  De første par år, tænkte jeg på det, når jeg så stedet. Men det gør jeg ikke så meget mere. Jeg har det fint nok med stedet. Men de kunne nu godt have lavet et kryds som minde om det, siger han og griner.

Faktisk virker Martin ikke som en, der hænger med hovedet over fortiden. Han tænker fremad. 
Det gør han denne dag, hvor en hård løbetur venter forude.
Og han tænkte også fremad, da benet var blevet amputeret i 1997.

 

00:18 Luk video

 

1997 og frem
Følelsen af at svæve

Det føltes som en befrielse for Martin at få en benprotese. Han blev i stand til at passe et fabriksarbejde, og han mødte kæresten Sally, der senere blev hans kone. 
Det blev også til en uddannelse som IT-supporter, så han ikke var afhængig af at stå og gå meget på arbejdet.

Faktisk gik det hele meget godt, og Martin begyndte at svømme og cykle i sin fritid. Men da han fik børn, kunne han mærke et andet behov.

- Jeg kunne slet ikke følge med. Når vi var ude på græsplænen, gik det alt for hurtigt. Og jeg kunne mærke, at når jeg var med min datter til springgymnastik, ville det være fedt at kunne løbe med på siden af banen.
Det ville jeg også kunne.

Og der blev sat ekstra blus under Martins drøm om at løbe, da han en dag overværede et løb i Kerteminde sammen med en ven.

- Skæbnen var, at jeg så det Ironman-løb, for det blev jeg meget inspireret af. Jeg tænkte: "Jeg kan cykle, jeg kan svømme, men jeg kan ikke løbe. Det skal jeg eddermame lære!"

I dag kan Martin godt selv se, at ideen virkede tosset. Et-benede Martin fra Munkebo ville løbe ironman. En disciplin, der kan få selv de mest aktive motionister til at blegne af skræk. En disciplin, der udover cykling og svømning indeholder en fuld marathon-distance.

- Selvfølgelig er det tosset, men hvis andre kan, så kan jeg også! Der skal selvfølgelig noget mere fight til.

Martin kom på en løbeskole i 2015, et kursus for handicappede, og der oplevede han for første gang i 20 år et sus, han havde glemt.

- Det var første gang jeg lånte et løbeben og løftede mig fra jorden. Det var en fantastisk oplevelse. Det var lige før, tårerne kom frem.

Men Martin blev også klar over, at hvis målet skulle nås, ville det betyde hårdt arbejde. Med en krop, hvor musklerne ikke har prøvet at løbe i tyve år, og hvor benstumpen skal lave arbejdet for et helt ben, var der et stykke vej igen.

Multiman-dagen kl. 12.46

Familie og venner jubler, da Martin cykler i mål efter den 15 kilometer lange distance. 
Nu skal det gå hurtigt med at skifte til hans nye løbeben. 

01:18

Skift til løbeprotesen.

Luk video

 

2016
Et løbeben bliver til

I ugerne op til multiman-dagen har Martin haft travlt med at træne og med at få sin nye løbeprotese justeret.

Kommunen har bevilget en speciel protese til Martin. En udgift på ca. 75.000 kr., som det ellers kan være svært at få bevilget.

- Jeg kan godt forstå kommunens overvejelser. Hvis jeg nu bare stiller en løbeprotese ind i skabet, så er det jo spildte penge. Men jeg har været aktiv med svømning og cykling, så er det nemmere at få den. 

Det er bandagist Christian Neumann fra firmaet Ortos, der har tilrettet Martins løbeprotese. Ifølge ham er der sket utrolig meget på proteseområdet de seneste år.

- Da jeg startede i 80'erne i Tyskland, havde vi stadigvæk krigsinvalider fra anden verdenskrig. De gik stadig rundt på deres træproteser, så der havde man simpelthen en træklods, som man fræsede hul i.

Nu er proteserne i høj grad lavet af plastic, og på en løbeprotese er de nedre dele lavet af kulfiber.

Her kan du klikke på de enkelte dele for at se, hvordan benet er bygget op.

Da Martin er på besøg hos hos bandagisten, er det for at få justeret nogle enkelte ting på benskålen, så den sidder bedre.

01:07

Den nye løbeprotese skal rettes til hos bandagist Christian Neumann

Luk video

Bandagist Christian Neumann er ikke i tvivl om, at Martin nok skal nå sit mål om en ironman.

- Han har viljestyrken til det og det kan man mærke på ham. Det er motivationen og viljen, der styrer hele showet. Jeg kan stille en masse udstyr til rådighed, men det er personen, der skal udfordre sig selv og komme videre.

Multiman-dagen kl. 12.48

Martin har passeret startlinjen til løberuten. Fem kilometer venter forude, og han sætter tempoet op til løb.
Men til tilskuernes overraskelse, holder Martin efter få sekunder op med at løbe og går i stedet videre.

00:33 Luk video

 

April 2016
Løbetræning

En del af motivationen til multiman-løbet har Martin fået hos sin fysioterapeut Line Bostrup fra Training & Co og hos sin personlige træner Brian Østergaard.
Sammen hjælper de Martin med den rigtige muskeltræning og den korrekte løbestil.

Mens Martin laver styrketræning, fortæller Brian Østergaard, hvorfor det er så vigtigt.

- Han har jo slet ikke været vant til at løbe, siden han kom til skade. Hvis han overhovedet løb dengang. Løb er ret hårdt, så nu skal han træne hele kroppen.

Martin bliver godt udfordret med styrketræningen, men da han sammen med Brian og Line bevæger sig ud på en af Munkebos løbestier, er der noget, der driller, og Line kommenterer benets retning.

- Det ser ud som, om det vender for meget den ene vej. 
Martin kan godt mærke det og undrer sig også.

- Jeg har ellers lige været ude og få det justeret, men det virker også som om , de har lavet et knæk på den.

Det er en vigtig detalje, som Martin vil få bandagisten til at kigge på. Ellers er Line godt tilfreds med løbestilen og opfordrer Martin til at finde den rigtige rytme. 

- Du har jo heldigvis benet, der giver en tydelig klak-lyd, når du løber. Den kan du bruge.

00:43

Brug rytmen fra benet, når du løber.

Luk video

 

Multiman-dagen kl. 12.57

- Det er sateme hårdt!

Martin har sat tempoet op igen, men kæmper sig afsted.

- Det gør ondt. Det er  mine muskler, der syrer i mit lår. 

Men heldigvis fungerer løbe-protesen fint. Den har været forbi bandagisten til en sidste justering, så benet peger helt rigtigt.

- Det er bare styrken, der ikke er ok endnu, får Martin prustet, mens han rytmisk løber afsted på asfaltstien.

En forbipasserende råber til ham:

- Det er godt gået, det der!

Martin har lige luft nok til at råbe tak, mens han løber videre.
Ruten går i ring, så tre gange skal Martin passere sin egen familie på vej til mål.

De to børn, Cecilie på otte år og Daniel på snart seks år, står klar med hænderne ude over stien for at lave high fives til deres seje far, idet han passerer.
Bagved står Martins kone, Sally, spændt på Martins første triathlon-forsøg.

01:21

Hey, hey, hey

Luk video

 

- Det betyder rigtig meget. Han har glædet sig helt vildt til i dag, så det er meget spændende. Det har været en rigtig spændende rejse hertil, og vi er jo vildt imponeret over hvad han kan. Han er stædig, og hvis først han sætter sig et mål, så gennemfører han også.

Martin skal ud på den sidste tredjedel af løberuten, snupper et plastickrus med vand på vejen og bider tænderne sammen.
Meget symbolsk er den nyanlagte asfaltsti dekoreret med ordsprog, så Martin passerer sætningen "Hvor der er vilje er der vej".

- Årh, jeg har sidestik og alt muligt.

Det er helt sikkert viljen, der bærer Martin og hans løbeprotese de sidste kilometer mod målstregen.

Sally og børnene bevæger sig ned mod mål-portalen, der er placeret lige ved siden af idrætscenteret. Og jublen og klapsalverne er store, da Martin runder bygningens hjørne på de sidste meter mod mål.
Han formår at smile og række hænderne i vejret, da han passerer stregen.

- Så gennemførte jeg sgu, får han sagt mens han hiver efter vejret, og tilføjer smilende: Det var hårdt. Men særlig med opbakningen, når de råber på mig, så er jeg jo nødt til at blive ved.

01:27

Så gennemførte jeg sgu

Luk video

 

Martin gennemførte multiman-distancerne og blev placeret som nr. 51 ud af 63 deltagere.
Løbeturen på de 5 kilometer varede 43:05.

Martins tider
Sluttid1:31:17
Svømning 500 meter0:13:20
Skiftetid0:01:32
Cykling 15 km0:31:03
Skiftetid0:02:17
Løb 5 km0:43:05

Sønnen Daniel kommer susende på sit løbehjul og giver sin far et knus. Datteren Cecilie følger straks efter. De er imponerede over medaljen, Martin netop har fået om halsen.
Han er mere målbevidst end nogensinde. Sikker på at få gennemført en ægte Ironman med en fuld marathon.

- Der går nok et par år, men jeg gør det inden jeg bliver 40, siger han.
Lidt hovedregning viser, at det så skal opnås inden for tre og et halvt år.

- Men en 10-kilometer i år, det regner jeg med!

Så fremtiden byder på intensiv træning for den et-benede Martin. Han ser ikke sit manglende ben som et problem i livet.

- Jeg blev jo ikke smed, men ellers har jeg fået et lykkeligt liv. Det er ikke en forhindring, at man mister et ben. Alt kan lade sig gøre, man har bare lidt sværere ved det.

Martin vender sig mod familien og snupper en velfortjent sandwich og en kildevand. 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip