I det fynske folks tjeneste

Weekend i Munkebo: Stank af brændt kød

Lisco Gloria har efter flere timers inspektion nu fået tilladelse til at sejle ind i Odense Fjord og lægge til ved Lindøterminalen. Kerteminde Kommune advarer dog borgerne i Munkebo mod at en stank fra brændt kød vil hænge over byen hele weekenden.

01:06

1 af 2

Inspektionen af Lisco Gloria har taget flere timer fredag formiddag. Overdragelsen af ansvaret fra sømyndighederne til landmyndighederne har været en kompliceret affære.

- Vi har nogle helt andre regler at tage hensyn til end på åben sø. Vi skal tage højde for at skibet ikke udgør en sundhedshedsrisiko og en miljørisiko, fortæller direktøren for Miljø- og Kulturforvaltningen i Kerteminde Kommune, Lone Rossen.

Kerteminde Redningsberedskab har brugt det meste af fredagen til at undersøge Lisco Gloria og forhandle med både søværnet, politiet og redningsmandskabet. Omkring klokken 14 fredag blev der givet tilladelse til, at skibet kan sejle ind til Lindøterminalen ved Munkebo.

- Skibet har 1000 tons kød ombord i 50 containere. Det er en kæmpe last og meget af det er brændt, og derfor lugter skibet, siger Lone Rossen.

Afhængig af hvordan vinden blæser i weekenden må borgerne i Kerteminde derfor se frem til en weekend, hvor der kommer til at lugte af brændt gris.

- Så snart skibet er i havn, vil det blive tømt for kød. Men lugtgernerne vil nok hænge over Munkebo indtil mandag eller tirsdag, fortæller Lone Rossen.