I det fynske folks tjeneste

Whisky for alle pengene: Forventer 40.000 besøgende i Nyborg

Antallet af destillerier er eksploderet de seneste år. Nyborg bliver nyeste skud på stammen.

01:44

Video: Preben Dahl

I en menneskealder var det reparationsværksted for DSB. Stort set samtlige godstoge i landet har været igennem de 125 år gamle haller på et eller andet tidspunkt i deres levetid. 

Det er her familien Rømer lørdag åbner portene for Nyborgs næststørste turist-attraktion (den største bliver det ombyggede Nyborg Slot, red.) og Danmarks største mikrodestilleri.

Destilleriet kommer årligt til at kunne lave omkring 40.000 liter whisky, som hældes på fad. Det er godkendt til at have én million liter liggende på fade - en kapacitet som ejerne regner med ramme allerede om to til fire år. Dertil kommer produktion af rom, gin, snaps, akvavit, brændevin på fynsk frugt og likører. 

Der forventes 40.000 gæster om året i Nyborg Destilleri, der sågar er forsynet med et gammelt lokomotiv og smagfulde fotos fra banernes tid.

Titlen som landets største destillieri er kun til låns. For om et par måneder er vestjyske Stauning Whisky færdig med sin store millionudvidelse og bliver nummer et.

Det er dog ikke med til at formørke glæde over den kraftpræstation, det har været at få Nyborg-destilleriet færdigt. 

Det tog mig 39 år

 - Jeg bliver oprigtig rørt over, at vi i morgen skal klippe snoren, fordi jeg her forener passion og profession. Det er pokkers, at det skulle tage mig 39 år for, at det skulle lykkes, men det er det værd at vente på, siger Kim Møller-Elshøj, master blender og marketingsmanager.

Indtil videre har projektet været en ren underskudsforretning, men det gør ikke så meget.

Niels og Nicolai Rømer, far og søn, er også folkene bag Ørbæk Bryggeri, der er en guldåre.

Læs også Ørbæk-bryggeri sætter rekord - men bøvl med økologi-papirer

Læs også Ørbæk Bryggeri med på cidermoden

Seneste regnskab fra det økologiske mikrobryggeri afslørede et overskud på 20 millioner kroner før skat, og familiens holdingselskab har en imponerende egenkapital på 80 millioner kroner.

Hul i markedet

Destilleriet er dog ikke kun etableret som en sjov idé. Der skal også penge på kontoen.

- Der er i øjeblikket et boom i efterspørgslen fra Sydøstasien. Derfor er der ikke nok whisky i de modne markeder som Vesteuropa. Så er der et hul i markedet der, som vi har set. Vi forventer, at en god del af vores samlede produktion her til at starte med går til det danske marked og til udvalgte markeder i Europa, især Norden, Tyskland, Holland, Frankrig og Schweitz, siger Kim Møller-Elshøj.

Efterspørgslen har også haft effekt på antallet af danske destillerier og alkoholproducenter, der er vokset fra et par stykker til 33.

Destillerer i et dødt område

Det var Nicolai Rømer, der bor lige ved siden af destillieriet, der fik idéen til at købe bygningerne. 

- Jeg kører jo forbi hver dag på vej til arbejdet på Ørbæk Bryggeri. Så jeg har set bygningerne stå tomme og ligesom adskille Nyborg by i to dele med et dødt område. Så tænkte jeg, at her kunne vi da lave noget spændende, siger Nicolai Rømer.

Alene arbejdet med at renovere og tranportere lokomotivet ligger i millionklassen, hvor meget har I investeret i det her?

- Det er et stort beløb. Der er også kommet flere udgifter på undervejs, end vi havde regnet med. Ting, som vi ikke lige havde været klar over. Sådan er det, vi klarer det.

Et slag på tasken - 10 millioner kroner - kan det gøre det?

- Det snakker vi ikke om, siger han og griner.

Se indslaget på TV 2/Fyn fredag den 9. juni klokken 19.30.

Læs også Fynsk nyhed: Sodavand med grøntsager