Wild-West-stemning i Svendborg

3 anholdte må fejre lillejuleaften i politiets varetægt i Svendborg. Det er resultatet af en vild og voldsom nat i det svendborgensiske natteliv.

Udenbys ballademagere

Politiet i Svendborg har haft så meget at se til efter nattens uroligheder, at kolleger fra Odense har måttet assistere.

- Vi har haft afsindigt travlt i weekenderne op til jul. Og denne fredag nat har været den hidtil værste, siger vagthavende Lars Christian Thede, Svendborg Politi.

Det er ikke bare svendborgenserne, der går amok. Folk kommer langvejs fra. Ballademagerne er rejst til den sydfynske købstad fra både Holbæk, København, Nyborg og Odense. Natten bød på ialt syv anholdte.

Flasker i hovedet

Urolighederne begyndte på Børsen midt på natten, hvor en mand kastede en flaske i hovedet på en anden. Den uheldige måtte syes med  ialt 25 sting.

Kort efter brød et masseslagsmål ud mellem to grupperinger af udenbysgæster. Da personalet lagde sig imellem de stridende parter ændrede situationen sig drastisk.

De to grupperinger dannede fælles front og kastede sig i fuld enighed over personalet. En af de ansatte på Crazy Dasiy fik en knytnæve i hovedet og en anden fik tæsk og var meget tæt på at blive ramt af en flaske i hovedet.

Oversigt

    Oversigt