Fangelvej: Windell vil ikke forholde sig til nye oplysninger

Den konservative ældre- og handicaprådmand i Odense, Søren Windell, gav tidligere på ugen medarbejderne skylden for det kritisable forløb. Nu afventer han Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Jeg imødeser det tilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed vil lave, så vi kan komme til bunds i sagen.

Sådan lyder fra ældre- og handicaprådmand, Søren Windell (C), efter at der i dag er kommet nye oplysninger frem i sagen om et kritisabelt forløb på Botilbuddet Fangelvej, som i sidste ende endte med at 50-årig kvinde livet. Men meget mere vil han ikke sige.

Sagen kostede fire medarbejdere på bostedet jobbet, og yderligere otte fik en skriftlig advarsel. Søren Windell var heller ikke i tvivl, da han tidligere på ugen skulle forholde sig til det kritisable forløb på Botilbuddet Fangelvej.

- Det er nogle medarbejdere, der ikke har levet op til det ansvar, som de har. De har ikke levet op til den faglighed, de burde have i det her tilfælde. Og det har altså den konsekvens, at så har man ikke et job længere, sagde Odense Kommunes ældre- og handicaprådmand til TV 2/Fyn.

Flere tegn på at medicininstruks til medarbejderne ikke var gode nok

Inden en 50-årig kvinde i maj måned sandsynligvis døde af medicinforgiftning på Botilbuddet Fangelvej i Odense, gjorde hun personalet opmærksom på, at hun havde kvalme og, at hun havde kastet op. Senere registrerede personalet også, at hun ikke havde hentet aftensmad i stykke tid.

Ordene appetitløshed, kvalme og opkast står ellers fremhævet med fed skrift i indlægssedlen for Leponex, den medicin kvinden fik. Men TV 2/Fyn har nu afsløre, at den medicininstruks som var på bostedet intet nævnte om de tre sygdomstegn.

Samtidig har Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) oplyst Odense Kommune om, at den medicinstruks på Leponex, som kommunen har sendt til STPS "ikke lever op til gældende krav."

Søren Windell er dog ikke klar til at fjerne ansvaret fra medarbejdernes skuldre, før Styrelsen for Patientsikkerhed har været på besøg den 9. september.

- Det her tilsyn, skal gerne afdække nogle af de her ting. Hvis det ikke gør det, så må vi have fuldstændig klarlagt, om vi har handlet korrekt i denne her sag.

Men ud fra de nye oplysninger er det så noget, der tyder på, at det ikke kun er medarbejderne, der står tilbage med det fulde ansvar?

- Jeg synes, at det er for tidligt at udtale sig om det. Vi lægfolk i det her. Lad os nu få det tilsyn på plads. Lad os høre hvad de siger og så få undersøgt det her til bunds.

Hvorfor ville du gerne udtale dig om medarbejdernes rolle inden tilsynet havde været på besøg, når du ikke vil udtale dig om ledelsens rolle?

- Jeg udtaler mig ud fra det, jeg har fået at vide fra forvaltningen. Det er det, jeg er blevet oplyst om, og ud fra det var der ikke noget at anklage ledelsen for. Nu ser vi på sagen igen, og vi får tilsynet til at se på sagen med friske øjne, siger Søren Windell.

Søren Windell har nu indkaldt ældre og handicapudvalget til et ekstraordinært møde. Her er sagen fra Botilbuddet Fangelvej eneste punkt på dagsordenen.

Oversigt

    Oversigt