Wozniacki sikkert videre i Odense

Caroline Wozniacki levede op til favoritværdigheden på hjemmebanen i Odense og knuste tirsdag aften sin bulgarske modstander i 1. runde af Nordea Danish Open.

Den danske tennisdarling Caroline Wozniacki er helt som ventet videre til 2. runde af Nordea Danish Open. Foran godt 2000 tilskuere på hjemmebanen Arena Fyn i Odense vandt den danske nummer 12 i verden over upåagtede Dia Evtimova. Med sejrscifrene 6-2, 6-2 slog topseedede Wozniacki den bulgarske nummer 446 i verden.

Dia Evtimova brød danskerens serv og reducerede til 2-3 i 1. sæt, men ellers var der aldrig tvivl om kampens udfald, da bulgareren havde for svært ved at matche Wozniackis slagstyrke og tempo. I 2. runde venter danske Hanne Skak Nielsen, der blot er nummer 456 i verden, og som vandt over landsmanden Karen Barbat.

Det er svært at se, hvem der skulle være i stand til at slå 18-årige Caroline Wozniacki i turneringen i Odense, da kun en anden top 100-spiller deltager. Det er svenske Sofia Arvidsson, som er nummer 64 i verden.

Det er første gang, at Wozniacki spiller en international topturnering i Danmark. Sejrspræmien i ITF-turneringen er 100.000 dollar.

Oversigt

    Oversigt