I det fynske folks tjeneste

Yasmins venner kæmper stadig

Mandag aften går en flok hårdt kæmpende 5. klasses-elever endnu engang på gaden i Middelfart for at demonstrere for deres klassekammerat Yasmin Ahadi. Og deres kamp bakkes op af skolens bestyrelse.

TV 2/FYN sender live fra demonstrationen.

Yasmin Ahadi er af Justitsministeriet blevet udvist sammen med sin familie, og den afgørelse har siden fået hendes klassekammerater til at stå sammen i en kamp. Mandag aften rykker de endnu engang sammen på Rådhuspladsen i Middelfart.

Men også bestyrelsen fra Vestre Skole i Middelfart har meldt sig på banen. I et åbent brev til redaktionen skriver de:

- Det kom som et chok for os, at Flygtningenævnet og Justitsministeren gav afslag på familien Ahadis ophold i Danmark og i forlængelse heraf har anvist familien til udvisning til Afghanistan.

- Vi har som skolebestyrelse fulgt og støttet 5As kamp for deres klassekammerat Yasmin og hendes familie. Vi har ligesom 5A håbet til det sidste. Og vi har ligesom 5A stadig ikke opgivet håbet om, at den forfærdelige afgørelse kan ændres til en lykkelig udgang.

- Vi har på nærmeste hold fulgt, hvorledes familien Ahadi er faldet til hos os på skolen og i lokalsamfundet. Vi har set, at familiens børn er blevet fuldt ud integrerede i det danske samfund. Vi har set, hvorledes de tre børns kammerater og disses forældre har taget dem til sig.

- Vi kan slet ikke forstå, at vore myndigheder vil se bort fra, at familien føler sig knyttet til og føler sig trygge i Danmark. Vi kan ikke forstå, at nogen dansk myndighed vil rive denne familie ud af denne tryghed for at sende dem til en utryg og faretruende situation i Afghanistan. Det er helt imod børnenes tarv.

- Vi må hertil føje, at de klassekammerater, der for længe siden ud fra et oprigtigt og medmenneskeligt engagement har kastet sig ud i kampen for at sikre familiens fortsatte forbliven i Danmark, fortjener al mulig fulde støtte og opmærksomhed. Det vil efterlade sår og skuffelse, såfremt de tvinges til at erkende, at deres kamp har været nyttesløs, skriver bestyrelsen i deres brev.

Elevernes kamp blev for nylig belønnet med en tur til Christiansborg - fordi indsatsen havde gjort stort indtryk på politikerne. Men om kampen bærer frugt, er endnu uvist.

- Vi må som bestyrelse for Vestre Skole appellere til omverdenen og til vore ansvarlige myndigheder og politikere om at stille sig bag 5A og sikre familien Ahadis forbliven i Danmark, skriver bestyrelsen i deres åbne brev.

Fyn Live har sat nationale politikere stævne på Rådhuspladsen i Middelfart og tager debatten om udvisningen op. Se med klokken 17.30 på TV 2/FYNs egen kanal.

Ved du noget? Så send os et tip