Yderligere to Black Army-medlemmer fængslet for afpresning

To bandemedlemmer fra Black Army er blevet varetægtsfængslet i fire uger i sag om pengeafpresning, meddeler Fyns Politi.

De to mænd, der mandag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense i sagen om afpresning, er begge blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er varetægtsfængslet frem til den 10. marts, meddeler Fyns Politi. 

Retsmødet blev afholdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Politiet har derfor ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt. 

Fyns Politi oplyste tidligere mandag, at det har anholdt yderligere to Black Army-medlemmer. De er begge sigtet for pengeafpresning. Mændene er 36 og 23 år.  Dermed er i alt tre mænd blevet fængslet. Søndag blev en 20-årig fra rockergruppen også varetægtsfængslet til den 10. marts.

Torsdag kom det frem, at flere tatovører er blevet opsøgt af mænd fra Black Army, der krævede penge. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag sagde formanden for brancheforeningen Professionelle Danske Tatovører, at flere tatovører skal være blevet udsat for afpresning.

- Vi er bekendt med, at der er nogen i Odense, der betaler til Black Army, sagde Lars Pedersen til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt