I det fynske folks tjeneste

Yderst kostbar cykel forsvandt i løbet af natten

Cykel og hjul til en samlet værdi på omkring 80.000 kroner er stjålet i Faaborg.

Udover cyklen forsvandt der også to hjul af mærket Specialized. Foto: Specialized

Mens deltagerne i weekendens store motionsarrangement, Outdoor Sydfyn i og ved Faaborg, hvilede sig, stak en eller flere tyve af med en yderst kostbar mountainbike.

På en parkeringsplads ved et hotel på Svendborgvej i Faaborg tiltvang tyvene natten mellem lørdag og søndag sig adgang til en spritny VW ved at smadre bagruden.

Ud af bilen fiskede tyvene en sort mountainbike af mærket Specialized. Cyklen er en S-works Epic World Cup, som fra ny koster et sted mellem 70.000 og 80.000 kroner.

Udover cyklen forsvandt også to carbon-hjul; Specialized Roval SL 29, som rask væk løber op i nærheden af 5.000 kroner stykket.

Fyns Politi står umiddelbart uden spor i sagen, men sagen er overgivet til videre efterforskning, oplyser politiassistent Poul Hollensted.

Læs også Outdoor Sydfyn: Se det fra luften