I det fynske folks tjeneste

Yngre mand sigtet for spirituskørsel efter voldsomt solouheld på Fynske Motorvej

En yngre bilist fra Fyn var natten til tirsdag eneste implicerede i et voldsomt uheld på Fynske Motorvej.

En yngre mand er blevet sigtet for spirituskørsel efter et voldsomt uheld på Fynske Motorvej. (Arkivfoto) Foto: Alexander Aagaard

Det gik voldsomt for sig, da en yngre mand fra Fyn klokken 01.50 natten til tirsdag kørte galt på Fynske Motorvej.

Manden var på vej i retning mod Odense, da han mellem Blommenslyst og Ravnebjerg af uvisse årsager mister herredømmet over sin personbil.

Det lyder ret voldsomt, og det har det formentlig også været.

Steen Nyland, vagtchef hos Fyns Politi

- Det gik forholdsvis voldsomt for sig, siger vagtchefen hos Fyns Politi, Steen Nyland.

Da den yngre mand mister kontrollen over bilen påkører han først autoværnet ved nødsporet, hvorefter bilen fortsætter ind i midterværnet for efterfølgende igen at ryge ud i nødsporet, hvor den endnu en gang rammer autoværnet. Her ender bilen også med at stoppe efter uheldet.

-  Det lyder ret voldsomt, og det har det formentlig også været. Det er heldigt, at det kun er ham, der var impliceret, siger vagtchefen.

Læs også 19-årig fynbo efterlyst: Vidner har set ham ved populær café

Føreren kom ikke alvorligt til skade i forbindelse med uheldet, så han blev efterfølgende taget med på politigården i Odense, hvor der blev udtaget en blodprøve på grund af mistanke om, at han var spirituspåvirket.

- Han er nu sigtet for spirituskørsel, konstaterer Steen Nyland.