I det fynske folks tjeneste

Yousee har fået styr på tv-signal igen efter nedbrud

En fejl på en server betød, at en række kunder hos Yousee var uden tv-signal nogle timer.

Yousee-kunder landet over oplevede fredag ved middagstid, at tv-signalet forsvandt.

Kort før klokken 13 skulle alt dog være tilbage ved normalen igen.

- Vi har fået styr på problemet. Der var tale om en serverfejl, som vi har fået rettet, siger pressemedarbejder Helle Hvidt Wallentin fra Yousee.

Det var kun tv-signalet, der voldte problemer, og det var kun visse steder i landet, at man blev berørt.

Yousee-kunder oplevede nytårsaften et omfattende nedbrud, hvor tv-signalet forsvandt over hele landet omkring klokken 16.30 for mere end en million danskere.

Læs også Yousee har igen bøvl med tv-signalet flere steder

Trods en omfattende indsats for at rette fejlen var signalet nogle steder flere dage om at vende tilbage.

Selskabet meldte i dagene efter nedbruddet en 51-årig mand til politiet. Han blev senere løsladt, men er fortsat sigtet for hærværk og for at have forstyrret driften.