I det fynske folks tjeneste

Zia og Irfan om Vollsmose-forslag: Hvem skal købe de lejligheder?

00:30

Flere af de fynboer, som TV 2/Fyn har talt med, er positive over for muligheden for at købe en ejerlejlighed i Vollsmose. De nuværende beboere tror ikke, at mange af dem har råd til at købe deres egen lejlighed.

Venstre i Odense vil have lavet hver tredje lejebolig i Vollsmose om til ejerboliger. En fin idé, men hvem skal købe dem, spørger to Vollsmose-beboere.

Endnu en gang er Odensebydelen Vollsmose omdrejningspunktet for debat. Venstre har i et nyt forslag blandt andet bragt på banen, at partiet ønsker at omdanne hver tredje lejebolig til ejerbolig.

Flere af de fynboer, som TV 2/Fyn har talt med, er positive over for muligheden for at købe en ejerlejlighed i Vollsmose.

- Ja, det skal jeg da ikke udelukke. Jeg synes, det er et pragtfuldt område derude, siger Mette Severin.

Venstre forslår samtidig at rive boligblokke ned i blandt andet Bøgeparken og Egeparken. Mette Severin giver ikke meget for forslaget, der med større eller mindre variationer gentagne gange har været fremsat af forskellige partier i løbet af de seneste 15 år.

Det er en god idé. Lejlighederne er for gamle. De trænger meget til renovering

Irfan Dogan

- Det er gammel vin på nye flasker. Det har vi hørt så mange gange før. Rive blokke ned, bygge op igen, ændre skoledistrikt, mentorordninger og så videre, siger Mette Severin.

- Jeg tror, at det, der vil hjælpe, er beboerne selv. At man for en gangs skyld prøver at sætte pris på de mange gode ting, de gør, siger Mette Severin.

Flemming Juul vil gerne flytte til Odense, men kunne ikke ummidelbart finde på at købe en ejerlejlighed og flytte til Vollsmose. Alligevel er han ikke helt afvisende. 

00:43

Ejendomsmægler Tommy Led ser og vurderer en fireværelses lejlighed i Vollsmose.

Luk video

- Nej, ikke som det ser ud lige nu. Men det er ikke længe siden, jeg så en video på Facebook om kommunens planer om at få Vollsmose integreret i Odense. I sådan en situation kunne jeg måske nok finde på det - hvis altså ikke det var, fordi jeg gerne ville flytte fra landet, hvor jeg bor nu, og så helt ind til byen, siger Flemming Juul.

Ikke noget socialt liv

Irfan Dogan har boet til leje i Vollsmose i 25 år. Han hilser Venstres forslag om at rive flere af de ældre bygninger ned og bygge nyt velkommen.

- Det er en god idé. Lejlighederne er for gamle. De trænger meget til renovering, siger Irfan Dogan.

Læs også Skal Vollsmose sælges i bidder? - Se hvad en stor lejlighed vil koste

Ejendomsmægler Tommy Led har for TV 2/Fyn vurderet en 110 kvadratmeter stor lejlighed til en pris på blot 7-800.000 kroner. Han er i tvivl om efterspørgslen efter de op mod 1.200 lejligheder, der med tiden vil skulle sælges i Vollsmose.

- Hvis lejlighederne sættes til salg, så skal der sættes gang i en interesse hos købere. Der skal ligesom hul på bylden. Der skal måske sælges 1.200 lejligheder, og det kan tage 10, måske 15 eller 20 år at komme helt i bund med den opgave, vurderer Tommy Led. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

05:44

Se hele ejendomsmægler Tommy Leds vurdering af mulighederne for at sælge boliger i Vollsmose.

Luk video

En ejerlejlighed kunne dog godt være en mulighed for Zia Celik, der ligesom Irfan Dogan har boet i Vollsmose i 25 år.

- Det er en god idé, at man kan købe lejligheder her. Vi betaler næsten 7.000 kroner hver måned, så jeg synes, det er en god idé, at man kan købe lejligheden i stedet for. Så kan vi måske sælge den bagefter og få pengene tilbage, siger Zia Celik.

Irfan Dogan er mere skeptisk. Heller ikke en efter markedspriserne ganske fornuftig pris kan få ham til at købe en ejerlejlighed i den bydel, hvor han har boet i 25 år.

Jeg bor i en stor opgang. Der bor kun én dansker, og ham ser vi aldrig. Så vi har vores helt egen verden derovre. Det er ikke Danmark. Sådan føles det ikke. Det er ikke godt

Irfan Dogan

Han har helt andre drømme.

- Det er en god idé at lave ejerlejligheder. Men jeg vil ikke købe det. Jeg vil helst flytte fra det. Jeg vil ikke bo der, men min kone hun vil ikke flytte. Ikke fordi jeg har nogen problemer med det, overhovedet. Jeg trives godt og har aldrig haft problemer. Men der er ikke noget socialt liv derude, siger Irfan Dogan.

Pengene kan blive udfordringen

Zia Celik tror ikke på, at ret mange af de beboere, der lige nu bor i Vollsmose, vil have økonomi til at investere i en ejerlejlighed.

- Jeg har været selvstændig i mange år, så jeg har råd til at købe. Men jeg tror ikke, at alle har råd til at købe en lejlighed i Vollsmose, siger Zia Celik. 

Læs også Nyt navn til Vollsmose hilses velkommen: - En rigtig god idé

Ligesom Zia Celik vurderer Irfan Dogan, at mange af de øvrige nuværende beboere i Vollsmose ikke vil have økonomisk råderum til at købe deres egen lejlighed, hvis den blev lavet om til ejerbolig.

- Jeg tror ikke, de har råd til det. De fleste af dem er arbejdsløse eller pensionister som mig selv. De vil ikke investere så mange penge i en lejlighed i Vollsmose. Alene hvis du skal have forsikret din bil, så koster det dobbelt så meget, hvis du bor i Vollsmose. Man kan ikke fjerne den dårlige omtale af Vollsmose, siger Irfan Dogan.

Ifølge ham vil det heller ikke ændre på Vollsmoses image, hvis det er de nuværende beboere, der køber ejerlejlighederne. Der skal nye beboere ind udefra. Det vil have en effekt, vurderer Irfan Dogan.

- Hvis danskerne køber dem, så vi kan være blandet. Jeg bor i en stor opgang. Der bor kun én dansker, og ham ser vi aldrig. Så vi har vores helt egen verden derovre. Det er ikke Danmark. Sådan føles det ikke. Det er ikke godt, siger Irfan Dogan. 

03:37

Venstre ønsker, at mindst hvert tredje bolig i Vollsmose skal omdannes til ejerlejligheder. Ifølge en ejendomsmægler kan en bolig på 110 kvadratmeter kommer til at koste 700-800.000 kroner. Men ifølge de fleste beboere, TV 2/Fyn har talt med i dag, er salg af lejligheder ikke vejen frem.

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip