17-årige Alberte var skeptisk før eksperiment: - Jeg har helt klart rykket mig

Da 17-årige Alberte Sørensen i foråret sagde ja til at deltage i Bemærks klimaeksperiment, gik hun ind til det med en skepsis omkring klimaet, der var "hypet op" og "en trend at gå op i". Men i dag har hun taget flere af de grønne vaner til sig.

- Det fedeste det var helt klart det her med, at jeg ligesom har fået rykket mig simpelthen så meget ved at være med. For jeg tror, at hvis jeg ikke havde været med, så tror jeg ikke, at jeg havde rykket mig noget som helst.

Sådan siger 17-årige Alberte Sørensen om sin udvikling, efter det klimaeksperiment hun i marts var med i hos TV 2 Fyns ungeredaktion Bemærk.

Vi møder hende på en murstensbænk ved Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg for at høre, hvordan det er gået siden "Klimaudfordringen" sluttede. Noget hun i sin tid gik ind til med følgende ord:

- Jeg har sagt "ja’" fordi jeg synes, det lød rigtig spændende - og fordi jeg er lidt skeptisk. For jeg synes, at klimaforandringerne er hypet lidt op, og det er blevet en trend at gå op i klimaet. Samtidig mener jeg heller ikke, at jeg kan være bekendt at sige dét, før jeg ved, hvad det vil sige at gå op i klimaet.

En stor omvæltning

Det fik hun anledning til at undersøge i eksperimentets ti dage, hvor hun og fire andre unge skulle overholde et sæt regler for at gøre deres hverdag så klimavenlig som muligt. 

For Alberte Sørensen blev det en stor mundfuld, og der dukkede i løbet af de ti dage en del udfordringer op, hvor de normale vaner eller den gode undskyldning fik lov at vinde over eksperimentets ti regler. 

- Jeg synes faktisk, det var vildt svært, fordi det var så mange ting, der pludselig skulle laves om. 

Eksempelvis brød hun flere gange reglen om ikke at spise kød. Og et stykke inde i udfordringen måtte hun gå til bekendelse i videodagbogen, da en pakke med spritnyt tøj dumpede ind ad døren.

Men der var flere aha-oplevelser undervejs. For eksempel at det faktisk ikke var så slemt at tage cyklen i stedet for den vanlige biltur om morgenen. Måske endda hyggeligt. 

- Jeg synes virkelig, jeg har taget meget med mig

I dag fortæller Alberte Sørensen, at flere vaneændringer fra eksperimentet hænger ved.

Hun beskriver, hvordan hun, efter de ti dage med eksperimentet var overstået, ikke kunne holde op med at have reglerne lidt med i baghovedet, selvom hun i princippet måtte "synde alt det hun ville nu".

- Jeg synes virkelig, jeg har taget meget af det med mig. Især det her med plastik og danske råvarer. Min mor er også, når hun handler, begyndt at gå meget op i, at det skal være dansk nu, fordi vi ligesom ved, hvor dårligt det er for klimaet. Og også bare at mindske vores plastik.

Hør hende fortælle mere her i videoen:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samtidig har hun skåret ned på sit kødforbrug. Men det kan dog godt være en udfordring, når man bor i en familie, hvor man spiser sammen. 

- Min far er stadig sådan lidt ... Han synes ikke det er det bedste i verden. Men så må vi jo, gøre, hvad vi kan. 

At eksperimentet pludselig tvang hende til at lave om på mange ting i sin hverdag, fik Alberte Sørensen til at tænke over mange ting, og om hun reelt faktisk kunne gøre en forskel, forklarer hun.

Svært at se effekten - så gør det af lyst

Inden Klimaudfordringen blev skudt i gang, satte Alberte Sørensen ord på en følelse af, at klimaforandringerne er en udefinerbar størrelse.

- Jeg synes, det er vildt, hvis det er klimaforandringerne, der gør, at det regner så voldsomt, og at det er vildt varmt om sommeren, som det ikke plejer at være. Jeg synes, det er svært, fordi jeg ikke har noget bevis på, at det sker, fordi jeg kører i skole og spiser kød, lød det tilbage i marts.

Samtidig følte hun ikke, at hun som ene person kunne gøre en forskel. 

 - Jeg synes, at jeg helt klart har rykket mig i forhold til min holdning omkring det her med, at jeg i starten var sådan "Jeg kan ikke se, der sker noget (med klimaet, red.), så derfor kan jeg ikke gøre noget", siger Alberte Sørensen i dag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hun mener dog stadig, det kan være demotiverende, hvis man går ind til vaneændringerne med dét mål at se en konkret forandring på klimaet i sin egen hverdag. 

- Det er en stopklods, hvis man siger: "Jeg gør det, fordi jeg gerne vil se forandringer". Fordi det kan man bare ikke se. Man kan ikke se ændringerne, når man gør det, siger Alberte Sørensen.

- Så man skal gøre det, fordi man har lyst, eller fordi man tænker: "Det er lige så nemt som alt det andet" eller "Det kan jeg lige så godt".

Hun peger på, at det eksempelvis for hende er hurtigere at cykle end at tage bilen.

- Så det er meget nemmere, at jeg gør det. Plus at det så er godt for miljøet.

Det er vigtigt for Alberte Sørensen, at hun justerer på sine vaner af lyst og ikke for at se konkrete ændringer rundt om sig. For man kan ikke se en direkte effekt på klimaet af det, man gør, oplever hun.
Det er vigtigt for Alberte Sørensen, at hun justerer på sine vaner af lyst og ikke for at se konkrete ændringer rundt om sig. For man kan ikke se en direkte effekt på klimaet af det, man gør, oplever hun.
Foto: Emilie Foxil

Hvor svært er det at ændre vaner?

Alberte Sørensen deltog sammen med fire andre unge i Bemærks eksperiment Klimaudfordringen, hvor vi forsøgte at finde svar på, hvad man kan gøre for at sænke sit CO2e-aftryk i hverdagen. Og ikke mindst undersøge, hvor svært det er at gøre i praksis. 

Hvad er CO2e?

I ti dage skulle deltagerne overholde et regelsæt - 'de ti klimabud' - som Bemærk udarbejdede i samarbejde med en række eksperter, der hver især har bidraget med forskelligt input. Fra sine egne erfaringer undervejs har Alberte Sørensen i dag et godt råd til andre:

- Hvis det skal holde i længden, tror jeg, man skal tage én ting ad gangen.

I videoen nedenfor kan du få en kort introduktion til Klimaudfordringen. De fire afsnit kan du se her på Bemærks youtubekanal.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt