32-årig anholdt: Truede med at stikke betjent ned

Fyns Politi anholdt lørdag aften en mand fra Vissenbjerg, der truede med at stikke en betjent med en kniv.

En 32-årig mand fra Vissenbjerg blev lørdag aften anholdt og sigtet for både overtrædelse af våbenloven og for trusler mod politiet, efter han på en tankstation i Vissenbjerg havde truet en betjent med at stikke ham med en kniv.

Det var ifølge vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi manden selv, der kontaktede politiet.

- Han ringede selv ind og sagde, at vi bare kunne komme derud, så ville han stå med en kniv, og det gjorde han så også, siger vagtchefen.

Politiet sendte en patrulje derud, og da de ankommer til OK-tanken i Vissenbjerg, står der ganske rigtigt en mand med en mindre kniv i hånden.

- Han stod og viftede med en lommekniv, så vi spørger, hvad han har gang i. Han svarer, at vi bare kan komme an, så skal han nok stikke, siger Hans Jørgen Larsen.

Det får betjenten til at trække sin pistol og råbe til manden, at han skal smide kniven.

- Og så går luften fuldstændigt ud af ham, og han smider kniven, siger vagtchefen.

Den 32-årige mand, der kommer fra Vissenbjerg-området, blev herefter anholdt uden yderligere dramatik.

Måske psykisk syg

Vagtchefen fortæller, at politiet ikke kender mandens begrundelse for handlingen.

- Jeg ved ikke, om han var beruset, påvirket eller måske psykisk syg. Eller om han bare har siddet derhjemme og kedet sig, siger Hans Jørgen Larsen.

Den 32-årige blev afhørt, sigtet for både overtrædelse af våbenloven og for trusler mod politiet, inden han igen blev løsladt.

Oversigt

    Oversigt