64-årig mand mister livet i vandet ud for Vestfyn

En 64-årig mand var i vandet for at røgte sit garn. Han har lørdag aften mistet livet.

En 64-årig mand er død, efter at han tidligere lørdag blev fundet livløs i vandet ud for Helnæs på Vestfyn.
Det oplyser Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.

- Manden gik i vandet for at røgte sit garn, da han forsvinder i vandet, siger vagtchefen.

Det var omkring klokken 15 lørdag, at manden gik ud fra kysten på Helnæs for at sætte garn. Han var iført vaders.
Da han ikke kom hjem som aftalt, kørte nogle pårørende ud til stedet. Her kunne de konstatere, at garnene var sat, men den 64-årige var ikke at se. Derfor slog de pårørende alarm via 112 klokken 17.38.

Der blev straks sendt redningsberedskab, politi og en redningshelikopter til stedet. Efter kort tids søgen fandt helikopteren manden liggende livløs i vandet.

Han blev fløjet til Odense Universitetshospital. Men på trods af genoplivningsforsøg afgik han ved døden klokken 20.

- Om han er faldet og ikke kunne rejse sig igen, eller om han har fået et ildebefindende og deraf har fået hovedet under vand, er ikke afklaret. En senere obduktion må kaste lys over det, udtaler vagtchef Steen Nyland.

Mandens familie er underrettet.

Oversigt

    Oversigt