Affald hober sig op

Borgere i Tommerup må væbne sig med tålmodighed, for flere husstande får ikke tømt deres containere i 25 dage.

Assens Kommune har skiftet renovationsselskab i Tommerup, og det er årsagen til, at beboerne må indstille sig på at affaldet ligger et par uger endnu.
 
- Vi kan godt se problemet, men vi har simpelthen ikke ressourcer til at gøre noget ved det, siger driftsingeniør i forsyningsafdelingen, Jan Nielsen til Fyens Stiftstidende.

Ulige uger skaber problemerne

Hos kommunen beklager de ventetiden og mener, at det skyldes et sammenfald af faktorer.
 
- Efter vi har skiftet selskab til at hente affald i Tommerup, bliver der hentet affald i ulige uger. Det giver en forskydning på en uge, siger Jan Nielsen.
 
Også det nye renovationsselskab som overtager ansvaret erkender problemet, men gør hvad de kan for at få det løst.  

- Der har været meget få hverdage til rådighed til at hente affald. På de dage kan vi ikke nå ud til alle, og derfor er der desværre nogen uheldige, som kommer til at vente længe, siger direktør for renovationsselskabet Meldgaard Miljø A/S, Henrik Meldgaard til Fyens Stiftstidende.

Oversigt

    Oversigt