Aldrig igen: Assens vil sikre havnen mod oversvømmelser

Et enigt byråd i Assens Kommune har besluttet at sikre havneområdet mod oversvømmelser som den, de oplevede i januar sidste år. Men hvor pengene skal komme fra, er endnu uvist.

Planen for arbejdet med at sikre havnen i Assens mod oversvømmelser er allerede i gang, men kommunen mangler endnu at finde ud af, hvordan projektet skal finansieres.

- Derhenne var der så meget vand inde i kornet i den silo der, siger havnechef Ole Knudsen og viser med hænderne, at vandstanden stod godt 25 centimeter over gulvets niveau i den udpegede silo på havnen i Assens.

quote Den dag, den helt store oversvømmelse kommer, hvad sker der så og hvor stor er den? Den i 1872 var 2,69 meter. Hvornår kommer den igen - og er den tre meter eller hvad er den?

Ole Knudsen, havnechef, Assens Kommune

Havnechefen husker tydeligt, hvordan vandet steg op fra havnebassinet og fortsatte ind over land i januar sidste år.

- Det var 1,63 meter over normalt. Det var tydeligt ind over den gamle kaj hele vejen ned, siger Ole Knudsen.

Assens Kommune er særligt udsatte for oversvømmelser fra havet, viser kommunens tilpasningsplan. Derfor har et helt enig byråd nu vedtaget en klimasikringsplan for hele havneområdet i Assens.

- Det virker mere til, at 100-års-hændelser det er ti-års-hændelser, sådan som verden er skruet sammen for tiden. Det gør, at vi må berede os i forhold til det. Det er en meget nærværende problematik for alle kystbyer inklusiv den her, siger Assens-borgmester Søren Steen Andersen (V). 

Indre og ydre sikringslinjer

Klimasikringsplanen omfatter en ydre sikringslinje på 2,5 meter over havniveau samt en indre linje på 1,8 meter over havets niveau.

De ville have forhindret de store oversvømmelser i Assens Havn sidste år.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man har lavet den plan og har valgt en højde, så de folk, der bygger hernede, de ved, hvad de har at rette sig efter, når vi skal til at lave et nyt kajanlæg - hvis vi skal det. Så ved vi også, hvad vi skal lave det efter, og vi er enige om, hvad højde vi skal lave det efter. For det giver jo først mening den dag, at alt er oppe i 1,80 meter, siger Ole Knudsen.

Assens Kommune har endnu ikke fundet pengene til at sikre havnen mod fremtidige oversvømmelser. Derfor kender de heller ikke prisen endnu, men kommunen skynder, at det kan komme til at koste op mod 40 millioner kroner, hvilket er mere end halvdelen af kommunens årlige anlægsbudget.

- Vi er nødt til at sætte os ned og få lavet en plan. Det er jo heller ikke noget, der er lavet lige på en formiddag. Det skal også tænkes ordentligt igennem og laves rigtigt. Vi skal finde ud af, hvad der er af omkostninger for lodsejere og for kommunen, er der forskellige andre projekter, skal staten med ind i det - og så er det jo altid et sumspil, og summen af alt det bliver måske 40 millioner kroner, siger Søren Steen Andersen. 

Hvor vildt bliver det næste gang?

Havnechefen synes, at det er fint, at kommunen forsøger at ruste sig til fremtidens forhøjede vandstande.

Spørgsmålet er bare, om man overhovedet kan det.

- Den dag, den helt store oversvømmelse kommer, hvad sker der så og hvor stor er den? Den i 1872 var 2,69 meter. Hvornår kommer den igen - og er den tre meter eller hvad er den?, spørger Ole Knudsen.

I forbindelse med klimasikringsplanen er der fremover et krav om, at huse, der bygges i området omkring havnen, skal have en sokkelhøjde på 2,5 meter over havniveau. 

 

 

Oversigt

    Oversigt