I det fynske folks tjeneste

Anholdt for trusler på livet

To mænd blev natten til søndag anholdt for trusler på livet mod et lithauisk par i Vissenbjerg.

Parret der er bosiddende på Odensevej i Vissenbjerg blev ved 00.30-tiden natten til søndag overrasket ved at en rude blev knust.

To mænd trængte ind til dem, og parret har forklaret politiet at de blev truet mundligt med at blive slået ihjel. I følge vagtchefen ved Fyns Politi kender de involverede hinanden via arbejde.

Efter at parret havde alarmeret politiet blev to mænd anholdt - den ene mens han stadig var i huset, den anden da han vendte tilbage til huset i en bil. Han vil i øvrigt blive sigtet for at have kørt spirituskørsel.

Den anden mand sigtes formentlig for trusler, men skal først afhøres ved hjælp af tolk.