Ashil Farokh vandt tæt kamp om borgmesterkandidatur

Ashil Farokh er valgt som Socialdemokratiet i Assens' borgmesterkandidat til valget i 2021. Han slog modkandidaten Charlotte Kjær med få stemmer.

Socialdemokratiet i Assens har fundet Charlotte Vincentz Petersens afløser som partiets kandidat til posten som borgmester ved det næste kommunalvalg i Assens Kommune.

I en yderst tæt kamp om posten tabte Charlotte Kjær til Ashil Farokh med 108 stemmer mod 118.

Det er anden gang Charlotte Kjær stiller sig til rådighed som spidskandidat og anden gang hun taber. 

Første gang var netop til Charlotte Vincentz Petersen, som ved det seneste kommunalvalg måtte nøjes med 1.170 personlige stemmer, mens Venstre-profilen Søren Steen Andersen satte sig i borgmesterstolen med 4.223 personlige stemmer.

Fakta

Både Charlotte Kjær og Ashil Farokh sidder i det nuværende byråd. Her blev Ashil Farokh valgt ind i 2017, hvor han sidder i udvalget for Beskæftigelse, Erhverv og Kultur.

I en mail til TV 2/Fyn skriver afghansk fødte Ashil Farokh, at han har en baggrund som skuespiller i Afghanistan, hvorfra han flygtede til Rusland.

I Rusland arbejdede han som flyttemand, skosælger og var selvstændig. 

Han kom til Danmark som flygtning og begyndte forfra som ufaglært og siden har studeret statskundskab.

Han bor i Tommerup St. og er ansat i Odense Kommune, hvor han er strategi- og projektkonsulent i By- og Kulturforvaltningen.

Oversigt

    Oversigt