Borgmesterduel om ældrepleje: - Hvor har I brugt pengene, der burde gå til hjemmehjælp?

Onsdagens borgmesterduel mellem Poul-Erik Svendsen (S) og Søren Steen Andersen (V) havde især fokus på velfærd i Assens Kommune. Blandt andet ældreplejen i kommunen har brug for et løft, hvis man spørger kandidaterne.

- Det vigtigste tema for mig, det er velfærd.

Sådan sagde socialdemokratiets spidskandidat, Poul-Erik Svendsen, ved dagens borgmesterduel i Assens. Og netop velfærd blev duellens hovedfokus.

Om mindre end to uger skal borgerne i Assens Kommune til stemmeurnerne. Det kunne mærkes ved dagens borgmesterduel, for her brugte spidskandidaterne Poul-Erik Svendsen (S) og Søren Steen Andersen (V) det meste af debatten på at debattere den nuværende situation i kommunens ældrepleje - et emne, der har været oppe at vende flere gange op til kommunalvalget.

For Assens Kommune er den kommune på Fyn, der bruger færrest penge på ældre. Helt præcist 36.701 kroner per borger over 67 år. Besparelser har tidligere medført, at de ældre i kommunen kun har modtaget rengøring hver femte uge. Det er sidenhen blevet ændret til hver tredje uge. Derfor spurgte Poul-Erik Svendsen også direkte under duellen.

- Hvor har I brugt de penge, som man burde have givet til hjemmehjælpen? 

Prompte blev spidskandidaten mødt med et modsvar fra borgmesteren.

- Dem har vi brugt på hjemmehjælp. Vi har bare brugt dem på flere, der skal have hjemmehjælp. Det er det, der er pointen, siger Søren Steen Andersen. 

Poul-Erik Svendsen (S) og Søren Steen Andersen (V) går til valg på at blive Assens borgmester.
Poul-Erik Svendsen (S) og Søren Steen Andersen (V) går til valg på at blive Assens borgmester.

Ifølge Poul-Erik Svendsen bør man gennem en analyse finde ud af, hvad prisen bliver på at løfte ældreplejen til det niveau, man ønsker i kommunen. 

- Jeg synes, at man ved første budgetlægning, der skal lægges i den nye kommunalbestyrelse, skal lave en hård og ind til benet analyse af, hvad det vil koste at løfte hjemmehjælpsområdet, og hvad der så vil være til resten, fortæller Poul-Erik Svendsen. 

Men hvis man spørger Søren Steen Andersen, så er man allerede bevidst om, hvor man bør sætte ind for at vende ældreplejen i kommunen. 

- Vi skal ikke bruge penge på analyser. Vi ved allerede, hvor problemet er, og det gør vores ansatte i særdeleshed også. Nu har vi fået en økonomi i balance. Vi er faktisk lykkedes med at få lidt flere indtægter, og det er dem, vi disponerer ud på de områder her. 

Du kan se et uddrag af borgmesterduellen i toppen af artiklen. 

Oversigt

    Oversigt