I det fynske folks tjeneste

Borgmesterkandidat trak sig: Nu peger pilen på regionsrådsmedlem

Socialdemokratiets hidtidige borgmesterkandidat i Assens trak sig tirsdag, og partiforeninger peger nu på mangeårig regionsrådspolitiker til pladsen.

00:46

Poul Erik Svendsen stiller op som borgmesterkandidat i Assens næste år. Video: Pernille Gram

Ashil Farokh fra Socialdemokratiet i Assens har valgt at trække sig som borgmesterkandidat i Assens Kommune.

I stedet peger partiets fire foreninger i kommunen på et kendt politisk navn i Region Syddanmark, nemlig Poul Erik Svendsen. 

Den 69-årige socialdemokrat, der siden 2006 har siddet som næstformand i Region Syddanmark, melddelte i august, at han ikke genopstiller til næste regionsrådsvalg. Til gengæld fortalte han, at han overvejede at gå ind i kommunalpolitik. 

Læs også Færdig med regionen: Satser på byrådet

Til TV 2 Fyn fortæller han, at han stadig har mod på politik, selvom han ikke længere så sig som den rette til at stå øverst på sedlen hos Socialdemokraterne i regionen. 

- Jeg kan godt lide det. At være med til at styre og planlægge nogle ting, og jeg mener, min erfaring har noget at byde ind med, der kan give noget gods i Socialdemokratiet i Assens Kommune, siger han.

Stadig mulighed for kampvalg

Selvom alle fire partiforeninger har meldt sin støtte til Poul Erik Svendsen, kan andre kandidater stadig nå at stille op som borgmesterkandidat. Den endelige beslutning tages tirsdag den 29. september, hvor partiforeningernes medlemmer mødes på Assens Rådhus. 

Er der flere kandidater, stemmer medlemmerne indtil to kandidater er tilbage, hvorefter der vil blive holdt en urafstemning. 

- Er der flere, kommer der et kampvalg, og sådan er det, siger han. 

Læs også Budgettet er lagt: Assens Kommune skal være mere attraktiv

Der er nok at tage fat på for den mulige kommende borgmesterkandidat. Ved valget i 2017  fik den nuværende venstreborgmester Søren Steen Andersen 4.223 personlige stemmer og var dermed klart højdespringeren. Samtidig mistede  Socialdemokratiet to mandater, og Venstre fik to nye. 

Kender kommunen

Poul Erik Svendsen arbejder til dagligt som skoleleder på Aarup Skole, og han tror, det lokale kendskab kan være en fordel. 

- Jeg kunne godt tænke mig at prøve den udfordring, det er at sidde i en kommunalbestyrelse. Jeg har arbejdet her hele mit arbejdsliv, og jeg har boet her i 40 år. 

- Jeg har været i en ledende position politisk i regionen, jeg er leder civilt, så jeg kender kommunen, og jeg kender det politiske, og jeg mener, jeg har noget at byde ind med, og jeg har lyst til det, siger Poul Erik Svendsen.

Læs også Ashil Farokh vandt tæt kamp om borgmesterkandidatur

Ifølge Poul Erik Svendsen er der mange områder, hvor han gerne vil trække kommunen i en anden retning, men særligt på velfærdsområdet mener han, tingene kan gøres anderledes. 

- Der er mange kommuner, der er fattigere end os, som på nogle forskellige områder har en højere service end os i Assens. Vi skal ikke være kendt på, at vi har en lav service på velfærdssamfundets kerneydelser, siger han.   

- Jeg synes også, at i forhold til, at det skal være politikerne, der sætter dagsordenen og også tager ansvaret for tingene. Det vil jeg gerne arbejde med. At man kan se: Det her har politikerne besluttet, og det skyldes ikke en eller anden model, der er udregnet af nogle revisorer.

Han har dog ikke planer eller forhåbninger om en fremtid som bykonge. 

- Jeg kommer ikke for at være borgmester i flere perioder, men en eller to, det kunne da være interessant, siger han. 

Stærkt kort

Leif Rothe Rasmussen er formand for Socialdemokratiets partiforening i Aarup og er en af dem, der peger på Poul Erik Svendsen som ny kandidat. 

- På et tidspunkt har Poul Erik jo givet udtryk for, han gerne vil stille op til kommunalbestyrelsen, og jeg synes han, er et godt kort, siger han. 

- Søren Steen er jo en populær mand, og vi har brug for et stærkt kort for måske at kunne slå ham, og Poul Erik har jo en lang politisk karriere først i Fyns Amtsråd og siden i regionsrådet, og derfor synes jeg, der nu har åbnet sig en spændende mulighed.