I det fynske folks tjeneste

Brand i transformator giver strømafbrydelse

Flere husstande omkring Brylle i Assens Kommune er onsdag eftermiddag uden strøm på grund af en brand i en transformator.

Ild i en transformator giver strømafbrydelser i Brylle. Foto: Louise Koustrup / TV 2/Fyn

En brand, der opstod i en transformator ved Brylle i Assens Kommune, betyder, at flere husstande i området onsdag eftermiddag står uden strøm. 

Branden blev anmeldt klokken 15.17. Da brandfolkene ankom, var der dog længere ikke ild, men bare røg ved transformatoren.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist. 

- Ilden er gået ud, da de kommer derned, men det har gjort, at nogle af husene omkring mangler strøm, og det bliver der så arbejdet på at få i orden nu, siger han.

Læs også To anholdt: Maskerede unge tændte bål og kastede med sten

Ifølge Vores Elnet, der dækker området, er det i alt 58 af deres kunder, der mangler strøm som følge af branden. Der er tale om husstande i både Assens Kommune og i Odense SV. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Vores Elnet, men ifølge selskabets hjemmeside regner man med, at arbejdet med at reparere på transformatoren er overstået klokken 18.15, hvorefter strømmen kan vende tilbage.