I det fynske folks tjeneste

Byrådet står sammen: - Vi bliver ambassadører for lystfiskeriets lyksagligheder

Et enigt byråd i Assens Kommune står sammen om placeringen af det nye kyst- og lystfiskericenter. Det glæder borgmesteren.

00:51

Det nye kyst- og lystfiskericenter skal ligge på Assens Havn, der hvor DLG-siloerne i dag står. Video: Sune Jørgensen / Jeanette Torndahl Fournier (fotograf)

Jeg føler både glæde og taknemmelighed over, at det er lykkedes for os at stå sammen

Søren Steen Andersen, borgmester, Assens, Venstre

Morgensolen står op og danner genskær i vandet. Rolige bølgeskvulp skaber rammerne for en dag med fiskeri, hvor fuglefløjt, en kølig brise og forhåbentlig en række fangster alt sammen går op i en højere enhed. 

For lystfiskere findes der nok ikke en bedre dag end en sådan. I det nye kyst- og lystfiskercenter i Assens vil endnu flere kunne blive inspirerede til at nyde lystfiskeriets goder.

Læs også Uenighed om placering: Turisme-center til 100 millioner skaber debat

Og den inspirationen ligger nu ikke så lagt ude i fremtiden, for et enigt byråd i Assens besluttede onsdag den endelige placering for centeret, og det var til stor glæde for borgmesteren i kommunen.

-Jeg føler både glæde og taknemmelighed over, at det er lykkedes for os at stå sammen. Det er et vigtigt signal at sende, at vi er enige om placeringen. Vi har en national rolle, vi skal opfylde, med kyst- og lystfiskercenteret, siger Søren Steen Andersen (V) til TV 2/Fyn.

Ingen i byrådet stemte imod beslutningen om at placere det nye center i den gamle silo. Fem medlemmer stemte dog blankt.

En god buket af ting, der spiller sammen

At Assens skulle blive stedet for det nye center for kyst- og lystfiskeri blev besluttet tilbage i 2018. Og siden har der været fire placeringer på tale. 

Onsdag låste byrådet sig fast på den endelige og ganske særlige placering - nemlig DLG-siloen på havnen. 

DLG-siloen kommer til at danne rammerne for det nye kyst- og lystfiskercenter i Assens.

- Det nye center bliver en brik i et lille økosystem på en havn, hvor der er diversitet.  Med et aktivt værft, restauranter, kulturinstitutioner, boliger,  sejlads, alt det maritime og nu også kyst- og lystfiskercenteret er det en god buket, hvor tingene spiller sammen, siger Søren Steen Andersen om valget af placering.

En guide ud i lystfiskeriets muligheder

Folk vil ud og have nogle autentiske oplevelser, og det kan vi hjælpe med at finde

Søren Steen Andersen, borgmester, Assens, Venstre

Nu hvor placeringen af det nye center er på plads, går et intenst arbejde i gang, fortæller Assens-borgmesteren. 

- Vi har fået en national formidlingsopgave, som ikke ligger i København. Den ligger der, hvor fiskene rent faktisk er. Det er en opgave vi påtager os, og vi bliver ambassadører for lystfiskeriets lyksagligheder og de natroplevelser, der ligger i det, fortæller Søren Steen Andersen og fortsætter: 

- Borgerne i Assens, på Fyn og i resten af Danmark kan forvente at komme ind i en center, hvor de bliver guidet ud i lystfiskeriets og naturens muligheder og potentialer. Folk vil ud og have nogle autentiske oplevelser, og det kan vi hjælpe med at finde, siger Søren Steen Andersen.

Læs også Firdoblet salg: Fiskeri er populært under coronakrisen

Borgmesteren fortæller, at et forsigtigt bud på, hvornår kyst- og lystfiskercenteret står klar er i 2023.