Charlotte Vincentz stopper: Socialdemokratiet skal have ny borgmesterkandidat

Socialdemokratiet i Assens er gået på jagt efter ny spids- og borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021, der kan udfordre Venstres Søren Steen Andersen.

Der skal findes et nyt ansigt til Socialdemokraternes valgplakater til valget i 2021, efter partiets spidskandidat Charlotte Vincentz Petersen nu trækker sig.

- Til Socialdemokratiets repræsentantskabsmøde tilbage i marts meddelte Charlotte Vincentz Petersen, at hun fremover ikke ønsker at stille sig til rådighed som spidskandidat, da det ikke længere er foreneligt med hendes arbejde som formand for 3F i Odense, skriver partiets lokalformand Jacob Schreiner i en pressemeddelelse og uddyber:

- Grundet fokus på det forestående EU- og folketingsvalg, valgte vi med Charlottes accept at vente med udmeldingen til efter sommerferien.

Smæk af vælgerne

Charlotte Vincentz blev partiets borgmesterkandidat i 2015, hvor partiets medlemmer noget overraskende pegede på hende til spidskandidat til valget i 2017.

Charlotte Vincentz slog dengang partifællen Charlotte Kjær, som med mange års byrådserfaring ellers lignede den naturlige afløser.

Det lykkedes dog ikke for Charlotte Vincentz Petersen at erobre borgmesterposten i 2017, og partiet fik smæk af vælgerne for at have lukket to skoler.

Fakta:

Går i tænkeboks

Charlotte Kjær er nu gået i tænkeboks for at overveje, om hun vil stille sig til rådighed i 2021.

- Jeg er ikke afklaret. Nu går der en proces i gang, og jeg vil lige bruge lidt mere tid på at tænke, siger Charlotte Kjær til TV 2/Fyn.

54-årige Charlotte Vincentz fortsætter sit arbejde som Socialdemokratiets gruppeformand i Assens Byråd.