Drama ved Rema 1000: To teenagere bevidst påkørt af bil

En 51-årig mand skal fredag middag i grundlovsforhør, hvor han er tiltalt for bevidst at have påkørt en eller to unge mænd torsdag aften.

Opdatering:
Clock17. jan 2020, kl. 15:40
Ifølge Fyens Stiftstidende er den 51-årige løsladt efter grundlovsforhøret, men er stadig sigtet i sagen, hvor han nægter sig skyldig. Anklagemyndigheden har kæret afgørelsen til Østre Landsret.

En uoverenstemmelse mellem en gruppe unge mænd og en 51-årig mand endte torsdag aften angiveligt med, at den 51-årige mand satte sig ind i sin bil og kørte efter to af de unge mænd, som han endte med bevidst at påkøre.

Episoden skete i Assens kort før klokken 21 ved de to dagligvarebutikker Netto og Rema 1000, der ligger lige over for hinanden i Østergade centralt i byen.

Ingen af de to påkørte kom umiddelbart alvorligt til skade, oplyser Fyns Politi.

- Der er nogle drenge, der sidder uden for butikken. Den 51-årige mand kommer ud fra Netto, og så opstår der noget uoverensstemmelse og nogle provokationer mellem ham og gruppen af drenge, hvilket umiddelbart foregik både på parkeringspladsen og ved indgangen til Netto, siger Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Herfra eskalerede situationen pludselig drastisk, da manden sætter sig ind i sin bil og ifølge vidner kører efter to af de unge mænd rundt på parkeringspladsen ved Rema 1000.

- Det ender så åbenbart med, at han anvender sit køretøj til en forsætlig påkørsel, siger Milan Holck Nielsen

Ingen alvorlig skade

Ifølge vagtchefen rammer bilen i hvert fald den ene af de to unge mænd, der er henholdsvis 18 og 19 år. Ingen af de to er ifølge vagtchefen kommet alvorligt til skade.

- Umiddelbart er der ingen alvorlig personskade. Det kan godt være, der er sket en form for personskade, men det er ikke livstruende, siger Milan Holck Nielsen.

Både de to unge mænd og den 51-årige mand er fra Vestfyn.

Den 51-årige mand bliver klokken 12.30 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense. Han er tiltalt for kvalificeret vold, fordi han anvendte sit køretøj i forsøget på at skade de to.

Ifølge døgnrapporten fra Fyns Politi har den sigtede ligeledes truet de to unge mænd med en 'geværlignende genstand'.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt