Efter fyrværkeri og alterdans: Nu får det konsekvenser for de unge

En gruppe unge mennesker dansede nytårsaftensdag på alteret i Vissenbjerg Kirke. Nu er myndighederne inddraget i sagen.

quote I og med at myndighederne har fat I dem, så er vi fortrøstningsfulde for, at der bliver taget hånd om dem, så de forhåbentlig kan komme ind på rette spor igen

Hans Peder Christiansen, formand for menighedsrådet i Vissenbjerg Sogn

Nytårsaftensdag besøgte minimum tre drenge Vissenbjerg Kirke, hvor de dansede på kirkens alter og affyrede fyrværkeri på et handicaptoilet. Nu får nytårshændelsen konsekvenser. 

Det oplyser Esben Krægpøth, der vicedirektør for velfærd ved Børn, Unge og Uddannelse i Assens Kommune. 

- Det er nogle unge mennesker, der opfører sig meget uhensigtsmæssigt, pointerer han og fortsætter:

- Vi er meget tæt på de unge mennesker. Vi har dialog med de unge mennesker og følger op på den dialog.

 

 

Nytårsdag blev resultatet af de unge menneskers besøg opdaget af menighedsrådsformanden, kirkens kirketjener og organisten, efter at en video af episoden havde floreret på det sociale medie Snapchat. Episoden blev herefter meldt til Fyns Politi.

SSP-samarbejde

Fyns Politi bekræfter over for TV 2/Fyn, at sagen fra Vissenbjerg Kirke er havnet hos politiet. Ifølge Fyns Politi er der ikke sket nogen skader på hverken kirken eller dens genstande. Derfor er sagen overdraget til afdelingen for forebyggelse. 

Forebyggelsesafdelingen arbejder tæt sammen med Assens Kommune igennem det såkaldte SSP-samarbejde. 

Glæder sig over hjælp fra SSP

Hans Peder Christiansen, der er menighedsrådsformand i Vissenbjerg Sogn, mener, at det kun er myndighederne, der kan forhindre, at lignende epsioder udspiller sig i fremtiden.

- Vi er nødt til at have mydighederne indover for at få dem på rette spor.

Derfor glæder menighedsrådsformanden sig over, at SSP er blevet involveret i sagen. 

- I og med at myndighederne har fat I dem (gruppen af unge, red.), så er vi fortrøstningsfulde for, at der bliver taget hånd om dem, så de forhåbentlig kan komme ind på rette spor igen, lyder det fra menighedsrådets formand. 

Han tilføjer:

- Vi er fortrøstningsfulde for, at det holder op, indtil vi bliver overbevist om noget andet.

Se snapchatvideoen, som drengene optog i Vissenbjerg Kirke. 

Kirken skal fortsat være åben

Selvom Hans Peder Christiansen nytårsdag blev forfærdet over det syn, der mødte ham i kirken og på dens handicaptoilet, afviser han at ændre kirkens åben-procedure. Den betyder, at kirken og dens toiletter er åbne alle dage mellem klokken 8.00 og 19.00.

- Indtil videre vil vi (menighedsrådet, red.) ikke gøre mere, men vi kan blive nødt til at sætte et kamera op, der viser, hvem der går ind og ud af kirken, forklarer menighedsrådsformanden. 

 

 

Ifølge Hans Peder Christiansen er det afgørende, at episoden fra nytårsaftensdag ikke får nogen konsekvenser for adgangen til kirken. 

- Vi vil strække os langt for, at kirken skal bruges til det, som også er dens formål udover de almindelige kirkelige handlinger, forklarer menighedsrådets formand. 

Hos Børn, Unge og Uddannelse i Assens Kommune vil man undgå, at lignende episoder finder sted igen. 

- Det her er  en sag, som vi skal arbejde med. Vi skal se, hvordan kan vi undgå det i fremtiden, lyder det fra Esben Krægpøth.

Han tilføjer: 

- Det er vores opgave at guide de unge mennesker i, hvordan man opfører sig ordentligt.

TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at kontakte snapchatbrugeren, der har optaget videoen. 

 

- Det er nogle unge mennesker, der opfører sig meget uhensigtsmæssigt, lyder det fra Esben Krægpøth, vicedirektør for velfærd ved Børn, Unge og Uddannelse i Assens Kommune.
Fotograf: Jonas Mattsson

 

Oversigt

    Oversigt