Evakueret fra Kina: En i karantæne i Assens

Mindst en person er i karantæne i Assens Kommune efter at være blevet evakueret fra Kina. Sammen med to andre montører fra fynske Cabinplant blev vedkommende evakueret på grund af coronavirus.

Tre fynske montører fra Cabinplant, som holder til i Haarby, var på det fly, der landede i Roskilde sent søndag aften. 

- De har det efter omstændighederne meget fint. De er bare trætte ovenpå den lange tur, fortæller administrerende direktør i Cabinplant, Ralf Astrup.

Ombord var i alt ti danskere, som er blevet evakueret fra Wuhan-provinsen i Kina på grund af udbruddet af den potentielt dødelige coronavirus.

De tre medarbejdere, hvoraf mindst en bor i Assens Kommune, er nu i karantæne i deres hjem, bekræfter Cabinplants administrerende direktør Ralf Astrup over for Fyens Stiftstidende.

Nødvendigt at hente dem hjem

Montørerne var først rejst til Kina efter nytår, hvor de har arbejdet på et anlæg til forarbejdning af kød. Et projekt, der nu er sat på standby, og til sidst var det nødvendigt at hente de tre ansatte hjem til Danmark.

- Vi valgte løbende at se tiden an, og da myndighederne lige pludselig valgte at lukke alt ned i Kina, så blev vi enige om, at nu er det tiden, at de kommer hjem, siger Ralf Astrup. 

Cabinplants montører blev hentet til Danmark i samråd med Udenrigsministeriet, og Ralf Astrup har været godt tilfreds med processen. 

- Generelt set har processen egentlig været ganske udmærket. Det har ikke været nemt at agere, fordi det meste af Kina er blevet lukket ned, så det skulle man navigere udenom, forklarer direktøren.