Fantastisk fælleskab: Kulturen lever langt ude på landet

I den lille landsby Køng ved Glamsbjerg er de gode til fællesskaber. Kulturhuset CulturArte samler børn og voksne gennem musik, kunst og sport.

Trods en placering et godt stykke ude på landet, så finder over 200 mennesker hver uge vej til kulturhuset CulturArte i Køng for at få undervisning i musik, dans, teater og kampsport.

Derudover arrangerer CulturArte en række events hen over året, og det hele kulminerer med en stor festival i den første weekend i juni.

Et skabende fællesskab

CulturArte er et lille, lidt alternativt, kulturhus, hvor initiativtagerne går ind for nærhed, fleksibilitet og fællesskabsfølelse. Stenia Degas fortæller, at det er en stor værdi for dem at mødes i et kreativt og inspirerende samvær om kunst, kultur og sport.

Stedet er vokset op omkring ægteparret Stenia og Jorge Degas. Hun er fynsk og kulturel ildsjæl, han er dansk-brasilianer og anerkendt musiker. Sammen har de interessen for musik, et veludviklet talent for iværksætteri, og en stor flok af børn og børnebørn. 

I CulturArte smelter det hele sammen i et såkaldt "skabende fællesskab", i øvrigt stærkt bakket op af engagerede borgere i lokalområdet.

- Det handler meget om, at vi er sammen om noget andet, som ikke bare er os selv. Vi skaber noget sammen, som rækker ud over den enkeltes egoistiske interesser, forklarer Stenia Degas og tilføjer:

- Og så er vi sammen om interessen for kunst og kultur og for musikken, primært.

Nu også med kunstskole

Kulturhuset CulturArte er vokset i de senere år, blandt andet med et pladestudie og en nyindrettet koncertsal, kaldet "Ipanema-salen". Seneste skud på stammen er en ny kunstskole ved navn "Kunstneria" med Stine Brønserud Ernst som leder.

Her smelter kunstskolens arbejde sammen med de øvrige aktiviteter i kulturhuset - blandt andet laver scenografi til husets teaterstykke i forbindelse med sommerens familiecamp.

- Det giver børnene en stor tryghed, at de kan gå hjemme fra mor og far og ned til "Kunstneria". De kender hinanden og forældre også tit er en del af det lille "samfund" her. Det kender det og ved, hvad det er og giver dem en oplevelse af tryghed og fællesskab, siger Stine Brønserud Ernst.

Fejrer fællesskabet

TV 2/Fyn og landets øvrige TV 2-regioner har skudt gang i en kampagne, der hylder fællesskabet. Kampagnen er støttet af Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden, og går ud på at fejre alt det, som vi har sammen, og at finde frem til det unikke sammenhold, der fortjener titlen som "Årets Fantastiske Fællesskab".

Frem til 1. april kan alle foreninger og fællesskaber melde sig til på www.tv2fyn.dk/ff. Herefter vil regionale juryer nominere ti fællesskaber, der ved sms-afstemning skal dyste om at vinde 50.000 kroner. 

Vinderne af den regionale konkurrence går så videre til den nationale, hvor der er 100.000 kroner på højkant.

I disse uger bliver der sat vi fokus på fynske fællesskaber. Det bliver der gjort i anledningen af den landsdækkende kampagne ”Fantastiske Fællesskaber”. Frem til 1. april kan alle foreninger og fællesskaber melde sig til på tv2fyn.dk. Herefter vil regionale juryer nominere ti fællesskaber, der ved sms-afstemning skal dyste om at vinde 50.000 kroner. Vinderne af den regionale konkurrence går så videre til den nationale, hvor der er 100.000 kroner på højkant. Vores reporter Signe Ryge, var med fra et af de fynske fællesskaber, nemlig kulturhuset CulturArte i Køng.

Oversigt

    Oversigt