Fartkontrol: Næsten hver anden kørte for stærkt i morgentimerne

Tæt på halvdelen af bilisterne i moregntrafikken i Højrup på Midtfyn røg i politiets fartfælde. Senere på dagen faldt hastigheden.

37 biler. Så mange kørte for hurtigt, da Fyns Politi onsdag formiddag lavede trafikkontrol i Højrup på Midtfyn. 

Ifølge Fyns Politi var trafikkontrollen placeret inden for bygrænsen.

Det var der altså flere af bilisterne, der ikke kunne overholde, oplyser politiet.

Kan du ikke se tweetet, så klik her

- I morges så det voldsomt ud, understreger Preben Ingemansen, der er operativ leder i færdselsafdeling ved Fyns Politi.

Resultater for onsdagens kontrol

Frem til klokken cirka 10 observerede politiet omkring 80 køretøjer. 37 af dem kørte ifølge politiets fartkontrol for stærkt. 

Fem bilister får et klip i kørekortet. Det betyder, at de har kørt mindst 66 kilometer i timen. Det svarer til overtrædelse af hastighedsgrænsen på 30 procent. 

Trafikkontrollen foregik i tidsrummet 07.18 til 13.42. Og det er ikke tilfældigt, forklarer Preben Ingemansen:

- Vi har et rimeligt godt indblik i hvilket tidsrum, der bliver kørt for stærkt.

Han fortæller, at det særligt er i myldretiden, at folk trykker for hårdt med højre fod. 

Til stede på baggrund af henvendelse

Preben Ingemansen fortæller, at politiets trafikkontrol var til stede på grund af to borgerhenvendelser. Det er tredje gang, at politiet laver kontrol i Højrup. 

Han opfordrer andre borgere til at henvende sig til politiet, hvis de mener, at der bliver kørt for hurtigt.

Alene i år har Fyns Politi modtaget 403 borgerhenvendelser møntet på, at der bliver kørt for hurtigt.

- Vi vil gerne vide, hvor og hvornår der bliver kørt for stærkt, forklarer Preben Ingemansen.