I det fynske folks tjeneste

Flugtbil bragede ind i patruljevogn

Rutinemæssig standsning af et køretøj i Skalbjerg udviklede sig natten til søndag dramatisk. Ved du noget, så kontakt til politiet.

Vagtchefen hos Fyns Politi vurderer, at gerningsmændene er stedkendt. Foto: Alexander Aagaard

To betjente fra Fyns Politi slap med ømhed i nakke og skuldre efter de natten til søndag blev påkørt af en bil.

Det der begyndte med en rutinemæssig standsning af et køretøj i Skalbjerg udviklede sig dramatisk.

Læs også Fynbo knaldet for pengefalsk: Betalte med falske euro-sedler

Patruljevognen stoppede en grå VW Transporter, men i stedet for at blive holdende satte føreren af køretøjet bilen i bakgear og bragede ind i patruljevognen.

Derefter stak bilen af.

- De forsvandt hurtigt fra stedet i retning mod Tommerup Stationsby og videre mod Frøbjerg, oplyser vagtchef Torben Jakobsen, Fyns Politi.

Han tilføjer, at flugtbilen forsvandt ad de små veje. Han vurderer derfor, at gerningsmændene er stedkendt.

- Vi håber, at der er nogen der set bilen eller kender, og så vil henvende sig til os, siger Torben Jakobsen.

Den grå VW Transporter var påsat stjålne nummerplader fra en trailer. Nummeret er BP2307.

I skrivende stund er flugtbilen ikke sat i sammenhæng med eventuelle forbrydelser i området. 

Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på telefonnummer 114.

Læs også Ved du noget?: Røver forsøgte at brænde knallert og hjelm af