Forsvandt fra ulykkesstedet: Fulde sejlere ramler ind i mole

Klokken kvart over to natten til lørdag påsejlede to fulde mænd molen i Assens og forsøgte at sejle fra stedet.

To mænd ramlede ind i molen på vej ud af Assens Havn klokken kvart over to fredag nat. De blev stoppet halvvejs mod Bågø.

- Det viser sig, at to personer sejler fra Assens mod Bågø og påsejler molen i Assens. Derfor mistænker man, at der er tale om spiritus, fortæller Fyns Politis vagtchef Torben Jakobsen. 

Båden efterlod sig materiale på molen, men var ikke så ødelagt, at den ikke kunne fortsætte. I hvert fald valgte mændene om bord at sejle videre ud af Assens Havn.

Mellem Assens og Bågø blev båden standset, hvor mændene fik lov at puste i et alkometer. Der blev blæst over de tilladte 0,5 promille, og mændene blev taget med til lands for at få taget en blodprøve. 

Løsladt igen

Torben Jakobsen kan endnu ikke sige, hvor voldsomme skaderne på havneanlægget er.

Det er heller endnu ikke oplyst, hvor høj fart båden sejlede med, da molen blev ramt. 

- Hvis man er lidt påvirket og ikke har styr på det, kan man måske godt have problemer med at komme igennem, selvom man ikke har sejlet for stærkt, siger Torben Jakobsen. 

Begge mænd er løsladt igen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt