Forsvundet kvinde eftersøges også på Fyn

En gruppe borgere fortsætter den private eftersøgning af 52-årige Kirsten Bay Andersen, der forsvandt efter en firmafest i Haderslev natten mellem 25. og 26. september. Eftersøgningen udvides til Fyn.

- Vi vil bare gerne have det afsluttet. Vi får ikke ro, før der er en afklaring, siger Bianca Wortmann, der er en af initiativtagerne, til Ritzau.

Indsatsen er udvidet til at omfatte den fynske kyst. Mandag morgen mødes således en gruppe borgere på Assens Havn.

- Fynboerne må meget gerne komme og hjælpe, vi har brug for så
mange øjne som muligt, siger hun.

Politiet mistænker en 44-årig mand for at have stået bag Kirsten Bay Andersens forsvinden.

Hans båd er blevet beslaglagt, og betjente har også ransaget hans lejlighed i byen.

Hendes tøj og personlige papirer blev fundet i en affaldscontainer nær havnen i Haderslev, og den mistænkte har netop en båd i havnen.

Kvinden forsvandt natten til lørdag, og manden tog ud for at sejle lørdag morgen.

Han er ikke blevet set siden i mandags.

Den 44-årige er tidligere dømt for voldtægt, og politiet overvejer at gå ud med en offentlig efterlysning af manden, hvis han ikke inden for de nærmeste dage melder sig selv eller bliver fundet.

Oversigt

    Oversigt