I det fynske folks tjeneste

Frisører åbner mandag: Susanne har travlt med klud og målebånd

Frisør Susanne Borne og hendes fem saloner er klar til at åbne, efter myndighederne søndag kom med nye retningslinjer for rengøring og hygiejne.

00:20

Inden frisørerne genåbner, er der nye retningslinjer, de skal forholde sig til. Susanne Borne i Tommerup har travlt. Video: Ole Holbech

Der er travlt med både opmåling af to meters afstand og rengøring af sakse, stole og spejle i Hårsaksen i Tommerup.

Vi startede fredag morgen ét minut i otte, og en halv time senere havde jeg nok taget de første 35 opkald

Susanne Borne, frisørmester, Tommerup

- Jeg har næsten ikke tid til at stå her og snakke med jer, lyder det fra Susanne Borne, som ejer fem frisørsaloner på Vestfyn.

Hun og hendes ansatte er nu i fuld gang med forberedelserne, inden de første kunder vender tilbage i salonerne mandag morgen.

- Vi laver rengøring og rykker rundt på stolene og spritter af og sørger for, der kan være to meters afstand, siger hun.

Læs også Nye retningslinjer for frisører: Mere afstand og ekstra rengøring

Nye retningslinjer

Søndag eftermiddag blev en række nye retningslinjer offentliggjort i forbindelse med et pressemøde, som erhvervsministeren havde indkaldt til. Her kom det blandt andet frem, at der skal sørges for ordentlig afstand mellem kunder og ekstra rengøring.

- Der skal gøres ekstra grundigt rent i butikslokalet, på dankort-automaten og så videre, og det er bedst, hvis hver medarbejder har deres egne arbejdsredskaber, og de skal gøres grundigt rent mellem hver kunde, sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S) på pressemødet.

Myndighederne har ved samme lejlighed udsendt retningslinjerne, som kan læses i detaljer her.

- De kommer lidt sent

De nye retningslinjer er de nu i gang med at forberede sig på og følge i de vestfynske saloner.

- Vi har heldigvis store saloner og mulighed for at åbne døre og vinduer og lufte ud, siger Susanne Borne.

Læs også Bad venner om at bede: Valles kone er endelig ude af koma

Hun er glad for, der er kommet klarhed over, hvordan frisører skal forholde sig, selvom hun synes, myndighedernes retningslinjer kom lidt sent.

- Jeg havde håbet på, de kom senest i går. Det her er lige lidt sent, for nu skal jeg til at ringe rundt til personalet, og der er nok at lave, siger hun.

En bombe

Da beskeden, om at frisører kan genåbne fra mandag morgen, kom fredag, var det noget af en overraskelse for Susanne Borne.

- Jeg tænkte: "Jøsses, ser jeg forkert?" Jeg troede ikke mine egne øjne. Det var som at få en bombe i hovedet, siger hun.

Læs også Tæt på jubilæum: Nu risikerer fynsk frisør at miste alt

Derefter gik det stærkt med at sætte gang i forberedelserne og tage imod bestillinger fra de mange, måske efterhånden langhårede, kunder.

- Vi startede fredag morgen ét minut i otte, og en halv time senere havde jeg nok taget de første 35 opkald. Det var uafbrudt, men det er jo dejligt, siger Susanne Borne.

Nu venter mere rengøring og forberedelser, inden de utålmodige kunder igen sætter sig i frisørstolene, og det er tiltrængt, for frisørmesterens økonomi har været presset.

- Det er dejligt, at vi kan starte nu. Det kan ikke gå hurtigt nok, når vi ser på bankbøgerne. Det koster os 100.000 kroner om måneden, og vi får jo ikke det hele dækket, siger Susanne Borne.