Fynsk bondegård får andenplads i skønhedskonkurrence

Bent Madsens Gård i Assens Kommune fik en flot andenplads i konkurrencen om at blive Danmarks smukkeste bondegård.

Det smukke, stråtækte bindingsværk og det røde tavl med hvide kantstriber var ikke nok til at sikre Bent Madsens Gård en førsteplads i konkurrencen om at blive Danmarks smukkeste bondegård.

I stedet måtte gården, og den 91-årige ejer, Bent Madsen, nøjes med en flot andenplads med 17 procent af stemmerne.

Øverst på medaljeskamlen står slægtsgården Klægager i Tønder Kommune, mens Rødegård i Hørve sikrer sig en tredjeplads.

Det står klart efter vinderen af konkurrencen Danmarks Smukkeste Bondegård er blevet afgjort mandag. Konkurrencen er afviklet af Bygningskultur Danmark og har kørt fra 8. til 18. maj.

Ifølge Susanne Hviid, der er datter af gårdejer Bent Madsen, er han glad for andenpladsen.

- Min far synes, det er fint. Han er glad for det, selvom han ikke lægger skjul på, at han havde været glad for førstepladsen.

FAKTA: Bent Madsens Gård

Håber på økonomisk støtte

- Jeg tror, vi får andenpladsen fordi vi har en flot, autentisk gård. Der er ikke gjort så meget ved den som ved mange andre gårde, fortæller Susanne Hviid.

Nu håber hun, at andenpladsen kan hjælpe til at skaffe økonomiske midler til at vedligeholde Bent Madsens Gård.

- Vi har brug for økonomisk hjælp til at holde gården i stand. Den står ikke så skarpt som den gjorde for ti år siden, fordi min far ikke har haft kræfterne til det. Måske kan den opmærksomhed, vi har fået, hjælpe os til at få støtte fra nogle fonde, siger Susanne Hviid.

Formålet med konkurrencen var at sætte fokus på, at unikke, stråtækte gårde er truede.

Se indslaget, hvor Fyn Live besøger Bent Madsen på gården

 

Oversigt

    Oversigt