Fynsk ølgigant solgt til udlandet

Bryggeriet Vestfyen er blevet solgt til en børsnoteret finsk bryggerigruppe.

Bryggeriet Vestfyen har fået finske ejere. 

Det meddeler bryggeriet onsdag, efter der er underskrevet en købsaftale med den børsnoterede finske bryggerigruppe Olvi Group, der ønskede sig at sikre det fulde ejerskab af det fynske bryggeri.

Ifølge bryggeriets storaktionærer skal salget være med til at opfylde vækstpotentiale og fremtidssikre virksomheden. 

- Vi har haft dialog med flere potentielle investorer, som har vist interesse. Vi er imidlertid ikke i tvivl om, at vi i Olvi Group har fundet den helt rigtige ejer til at føre Bryggeriet Vestfyen ind i fremtiden, siger bestyrelsesformand Poul Bertelsen i en pressemeddelelse. 

Bliver i Assens 

Selvom Bryggeriet Vestfyen fremover vil være på finske hænder, vil produktionen fortsætte i Assens, der har været hjemsted for bryggeriet siden 1885.

For bestyrelsesformand Poul Bertelsen er det afgørende, at køberen er en stærk koncern med et værdisæt, der matcher Bryggeriet Vestfyen. 

- Olvi ønsker samtidig - og det er vigtigt for os - at bryggeriet fortsat skal ligge i Assens og Indslev, og at det er herfra, at man med den nuværende organisation ønsker at skabe en sund og langsigtet udvikling af Bryggeriet Vestfyen, siger han. 

Derfor anbefaler han et salg for at sikre en sund udvikling for bryggeriet. 

Aftalen er betinget af, at A/S Bryggeriet Vestfyens aktionærer takker ja til at sælge deres aktier.

Bryggeriet Vestfyen

Oversigt

    Oversigt