I det fynske folks tjeneste

Udvalgt blandt flere hundrede: Fynsk skole modtager legat

Gummerup Skole bliver snart ti par waders rigere, efter de blev udvalgt som modtager af et legat fra Mejeriernes Skolemælksordning.

0. klasse på Gummerup Skole undersøger, hvad der gemmer sig under vandet.

Skoleeleverne på Gummerup Skole i Glamsbjerg er normalt henstillet til at betragte livet i Haarby Å fra kanten. Men det bliver der snart lavet om på.

Læs også Penge til rengøring: Institutioner og skoler får flere midler til genåbning

Blandt 350 ansøgere er skolen i Assens Kommune udvalgt til at modtage midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat. Og de skal gå til ti sæt waders til eleverne, fortæller pædagog i 0. klasse afsender af legatansøgningen og Tina Petersen.

- Det skal de, fordi det er dem, vi står og mangler for at komme videre i det forløb, vi er i. Børnene er enormt nysgerrig på, hvad der sker nede i vandet, og de går altid så langt ud, at de får vand i gummistøvlerne, siger hun til TV 2/Fyn. 

Læringskasser og shelter

Gummerup Skole etablerede for lidt over to år siden et såkaldt læringsrum i det grønne område Byfolden i Gummerup. Her er der blandt andet læringskasser og en shelterplads, som skolen inddrager i undervisningen.

at vi får mulighed for at gøre det her, som vi har drømt om længe og ikke har haft penge til, det er som at vinde i lotto

Tina Petersen, pædagog i 0. klasse, Gummerup Skolen

Det betyder også, at skolens børnehaveklasse har udeundervisning i området en gang om ugen, og det glæder pædagogen, at børnene nu kan komme endnu tættere på. 

- Det betyder rigtig meget. Vi er en lille landsbyskole og offer for en tid, hvor der ikke er så mange midler. Så at vi får mulighed for at gøre det her, som vi har drømt om længe og ikke har haft penge til, det er som at vinde i lotto, siger Tina Petersen.

Børnene er i forvejen meget interesserede i, hvad der foregår under vandet i det lille vandløb, fortæller pædagogen. Foto: Gummerup Skole

Stolt skoleleder

Ansøgningen resulterede i 3.800 kroner til vandtætte smækbukser til eleverne. Skolens leder, Pia Bendixen er også glad for, at der er andre, der kan se det det vigtige i at satse på naturen i undervisningen. 

- Jeg er rigtig stolt over, at skolen blev udvalgt. Det skyldes vores pædagog i 0. klasse, Tine, siger Pia Bendixen.

Udeundervisning på Gummerup Skole. Foto: Gummerup Skole

Lederen håber også, at det øgede fokus på det naturvidenskabelige kan give børnene en interesse, der varer ved.

- Vi hører, at der mangler unge, der har interesse for det naturvidenskablige. Og vi kan måske være med til at gøre noget fra de er helt små, siger hun.

Forening er glad for mange ansøgere

Det er Mejeriernes Skolemælksordning, der står bag legatet, som er stiftet for at støtte fællesskabs- og sundhedsfremmende aktiviteter rundt om på landets skoler.

Læs også Glæde i Gummerup: Bypark får nyt liv

Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd på skoler, der er med i skolemælksordningen.

Udover Gummrup Skole har 28 andre ansøgere fået en donation i denne omgang, lyder det i en pressemedddelse.

- Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, som kan gøre en forskel for mange af eleverne. De 29 projekter, vi har valgt at støtte, giver eleverne oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få, siger Jan Hermansen, afdelingschef hos Mejeriforeningen, i meddelelsen.

Foreningen uddeler årligt 200.000 kroner.