Havørreder fanget med elektroder: Skal hjælpe med at øge bestanden på Fyn

November er sæson for ynglende havørreder i fynske åer og vandløb. Det får lokale og frivillige til at hoppe i wadersene for at fange de rognfyldte hunner.

Puge Mølle Å ved Assens er lige nu destination for massevis af ynglende havørreder.

I oktober og november strømmer ørred-arten nemlig ind fra havet og mod de fynske åer og vandløb for at lægge æg.

Lokale og frivillige, heriblandt Fyns Laksefisk, Havørred Fyn og Assens og omegns Sportfiskerforening, var derfor i weekenden hoppet i wadersene. Det var dog ikke for at fange havørrederne på almindeligvis med en fiskestang. I stedet havde de til opgave at elfiske, og det indebærer at fange fisk med elektroder og net.

- Vandløbene er ikke gode nok til, at bestanden (af havørreder, red.) kan reproducere sig selv. Det er derfor vigtigt og helt afgørende, at der er så mange gode, frivillige mennesker, som er med i arbejdet, siger Linda Bollerup, der er fiskemester hos Fyns Laksefisk.

De mange frivillige bruger op mod 900 timer hvert år på at elfiske ude i de fynske åer og vandløb. Her fortæller Søren Knabe fra Havørred Fyn, at de gerne har seks hold fordelt henover lørdag og søndag i weekenderne.

- Det er vigtigt, fordi vi opfisker moderfisken til vores avlsarbejde af de fynske havørreder, og disse havørreder skal hjælpes lidt på vej, siger Søren Knabe.

Sø- og havørreder er typisk sølvblanke med sorte prikker, og de mangler røde prikker.
Sø- og havørreder er typisk sølvblanke med sorte prikker, og de mangler røde prikker.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

81-årig frivillig: - Det er bare pragtfuldt

En af de frivillige er 81-årige Ebbe Kaae Nielsen, der er fisker i Assens og Omegns Sportsfiskerforening, som er sprunget i åen for at give et nap med. Det har han gjort de seneste 18 år.

- Det er dejligt. Det er jo skønt at se alle de fisk, som der er i vores å, og når vi så er en fiskeklub, så elsker vi jo at fiske i åen. Det er bare pragtfuldt, siger Ebbe Kaae Nielsen.

Personen, der udfører elfiskeri, kræver en særlig uddannelse blandt andet på grund af den farlige kombination af vand og strøm. 

quote Når hunnen har været oppe for at gyde, så har hun gjort sin pligt, og så skal hun bare ud i havet igen

Linda Bollerup, fiskemester, Fyns Laksefisk

De positive elektroder fra fiskegrejet bliver sat under vandet, hvor de påvirker havørrederne i nærheden, og elektroderne skaber så muskelsammentrækninger i fisken. Når strømfeltet så bliver sluppet, kommer fisken hurtigt til selv igen, fortæller Søren Knabe og understreger, at det ikke er farligt.

- Havørrederne trækker op for at gyde netop nu, og det er så her, at vi skal være på pletten, siger Søren Knabe, der er frivilligkoordinator for Havørred Fyn.

Når de gydemodne fisk bliver fanget, afstryges de for rogn, og de bliver derefter sat tilbage i vandet, når de er klar igen.

- Når hunnen har været oppe for at gyde, så har hun gjort sin pligt, og så skal hun bare ud i havet igen, siger Linda Bollerup, fiskemester hos Fyns Laksefisk.

Ørreden er udbredt i hele landet med undtagelse af enkelte af de mindre øer. 

Oversigt

    Oversigt