Hjerternes fest: Udsatte familier inviteret til julefest og banko

På restaurant Frederik IX i Assens var 160 mennesker første juledag inviteret til julemad og banko med gaver sponseret af byens butikker.

Selvom juleaften er bag os, så banker julehjerterne videre på Fyn.

På restaurant Frederik IX i Assens var ældre, enlige og udsatte familier første juledag for femte år i træk inviteret til fest med julemad og bankospil.

I år deltog 160 gæster - det højeste antal julegæster nogensinde. Mange af dem har været med flere gange. Blandt dem var tre generationer af familien Majborg fra Assens.

- Det er blevet en juletradition for os alle sammen at samle familien og reservefamilien og hygge sammen, siger Dorthea Majborg, der er den yngste af de tre Majborg-generationer, som var med til den store julefest.

Med reservefamilien mener Dorthea Majborg blandt andet sin barndomsveninde Therese Louise Hansen, der ligeledes deltog i arrangementet på Frederik IX.

Selv om hun ikke i traditionel forstand er i familie med de tre Majborg-kvinder, så føles hele arrangementet alligevel som en stor familiefest, forklarer hun.

- Man samler en stor del af Assens her, og vi mødes på kryds og tværs, er sammen alle sammen og lærer hinanden at kende på den her måde, siger Therese Louise Hansen.

De tre Majborg-kvinder har alle været med i alle fem år, julefesten har været afholdt. For dem er det blevet en ægte juletradition.

- Det er hyggeligt, og man kender jo alle her i byen. Det er blevet en god tradition, siger Margit Majborg, der er mormor til Dorthea.

Sponsorer med gran i håret

Bag arrangementet står Vinh Quang Tran, der er indehaver af Restaurant Frederik IX i Assens. Både han og personalet havde en travl første juledag, hvor der var fart på både madlavning og klargøring, inden restauranten samme aften blev fyldt med gæster.

I restaurantens køkken huserer køkkenansvarlig Marlene Nielsen. Hun fortæller, at de siden lillejuleaften har været i gang med at forberede julefesten for byens udsatte borgere. Restauranten står for maden, som delvist er både sponsoreret og produceret af både private og virksomheder fra Assens og oplandet rundt om den vestfynske købstad.

- I dag (første juledag, red.) steger vi flæskestegene og ænderne og går så småt og laver det hele lidt i stand. Og så har vi hentet pålægsfade og ostefade hos de tre forretninger, der har sponsoreret det, sigter Marlene Nielsen.

Foto: Alexander Aagaard
Foto: Alexander Aagaard

En af de mange sponsorer, der får festlighederne til at hænge sammen, er Romal Khy Jman, der ejer Pizza Romal. For ham betyder det meget at kunne hjælpe og give noget igen til byen.

- Jeg har altid gerne villet noget i den her retning, hvor vi kan hjælpe folk. Nu har de jo støttet mig, så jeg synes, det er fedt at kunne støtte alle dem, der kommer og køber pizzaer. Det er et godt initiativ, og jeg har været med lige fra starten. Det har jeg ikke fortrudt, siger Romal Khy Jman.

Sammen med en række ligeledes frivillige hjælper han med at få selve arrangementet til at glide, ligesom også restaurantens normale personale arbejder gratis netop denne aften.

En af de andre, der har fravalgt første juledag i familiens skød, er Caroline Sørensen, som i stedet brugte en aften på at hjælpe andre.

- Jeg gør det, fordi Vinh (Quang Tran, indehaver af Frederik IX, red.) er altid meget omsorgsfuld og tænker altid på alle andre end sig selv ved at lave det her arrangement. Det er bare så inspirerende, at vi andre også gerne vil være med til at gøre noget for andre mennesker, siger Caroline Sørensen.

Se tv-indslag om julefesten.

Oversigt

    Oversigt