I mini-kirke samles langtidsholdbar mad til trængende

En lille vejkirke på torvet i Glamsbjerg skal bringe håb midt i coronakrisens mørke. Blandt andet kan man donere langtidsholdbar mad i vejkirken.

I Glamsbjerg har frivillige fra Fyns Valgmeninghed bygget en mini-kirke, som de håber vil skabe glæde hos forbipasserende.

- Vi står midt i en coronakrise og en nedlukning, som er svær for mange. Mange føler sig ensomme og oplever, at hverdagen er blevet grå og tung. Vejkirken er et sted, hvor man kan gå hen og tænde et lys og bede en bøn, siger Kamilla Maria Jakobsen, der er initiativtager og kirke-iværksætter hos Fyns Valgmenighed.

Den lille hvide kirke er hjemmelavet med sort tag og kors på toppen. Indeni er der opsat hylder, og der hænger en postkasse, hvori forbipasserende kan lægge bønner.

I mini-kirken er der blandt andet en postkasse, som forbipasserende kan lægge deres bønner i.
I mini-kirken er der blandt andet en postkasse, som forbipasserende kan lægge deres bønner i.
Foto: Fyns Valgmenighed

- Man kan trække et bibelvers, skrive en bøn eller tænde et lys, fortæller Kamilla Maria Jakobsen.

Anden gang den sættes op

Kamilla Maria Jakobsen har sammen med en flok venner bygget mini-kirken. Den blev sat op under første nedlukning og stod i to måneder til glæde for byens borgere, og nu har de valgt at sætte den op igen.

- I Vejkirken er det også muligt at tage en udgave af Det Nye Testamente med hjem og være med i en online-gruppe, hvis man gerne vil læse i bibelen sammen med andre. Der er også frivillige som gerne vil tage en snak over telefonen, hvis man har brug for en det, siger Kamilla Maria Jakobsen.

Under den første nedlukning blev der hver uge lagt bønner i postkassen.

- I bønnerne kunne der stå: Jeg er ikke kristen, jeg ved ikke, om jeg tror på Gud, men nu skriver jeg alligevel. Mange skrev om corona, og de bad for nogle bestemte mennesker, siger Kamilla Maria Jakobsen.

Indsamling til maduddeling

Som noget nyt indeholder kirken denne gang en boks til indsamling af langtidsholdbare fødevarer til mennesker i lokalområdet, som oplever, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen.

I boksen kan der for eksempel doneres mad på dåse, ris, pasta, shampoo, bleer, bind og andre dagligvarer, der senere pakkes og deles ud.

- Jeg er været i kontakt med mennesker, som står i situationer, hvor de mangler mad og basale fornødenheder, og efter et møde med ansatte i kommunen, fik jeg bekræftet, at der kan være behov for akuthjælp, siger Kamilla Maria Jakobsen.

 Donationerne vil efterfølgende blive givet videre til familier og enkeltpersoner, som har ansøgt om en pose med dagligvarer.

Oversigt

    Oversigt